search


keyboard_tab Digital Market Act 2022/1925 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/1925 DA cercato: 'eksperter' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index eksperter:


whereas eksperter:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 525

 

Artikel 23

Beføjelser til at foretage kontrolbesøg

1.   Med henblik på at udføre sine opgaver i henhold til denne forordning kan Kommissionen foretage alle nødvendige kontrolbesøg i en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder.

2.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, har beføjelse til at:

a)

tilgå alle virksomhedernes og sammenslutningerne af virksomheders lokaler, grunde og transportmidler

b)

kontrollere regnskabsbøger og andre forretningspapirer vedrørende virksomheden, uanset hvilket medium de er lagret på

c)

tage eller få kopi eller udskrift under enhver form af sådanne regnskabsbøger eller forretningspapirer

d)

kræve, at virksomheden eller sammenslutningen af virksomheder giver adgang til og forklaringer på sin organisation, sin funktionsmåde, sit IT-system, sine algoritmer, sin databehandling og sin forretningspraksis, og registrere eller dokumentere de afgivne forklaringer med et hvilket som helst teknisk middel

e)

forsegle alle forretningslokaler og regnskabsbøger eller forretningspapirer, så længe kontrolbesøget varer og i det for kontrolbesøget nødvendige omfang

f)

afkræve enhver af virksomhedens eller sammenslutningen af virksomheders repræsentanter eller ansatte forklaringer om faktiske forhold eller dokumenter vedrørende kontrolbesøgets genstand og formål og registrere deres svar med et hvilket som helst teknisk middel.

3.   For at gennemføre kontrolbesøg kan Kommissionen anmode om bistand fra revisorer eller eksperter, der er udpeget af Kommissionen i henhold til artikel 26, stk. 2, samt bistand fra den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres.

4.   Under kontrolbesøg kan Kommissionen, revisorer eller eksperter, der er udpeget af den, og den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, kræve, at virksomheden eller sammenslutningen af virksomheder giver adgang til og forklaringer på sin organisation, sin funktionsmåde, sit IT-system, sine algoritmer, sin databehandling og sin forretningsskik. Kommissionen samt revisorer eller eksperter, der er udpeget af den, og den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, kan rette spørgsmål til enhver repræsentant eller ansat.

5.   De embedsmænd og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen til at foretage et kontrolbesøg, udøver deres beføjelser efter fremlæggelse af en skriftlig fuldmagt, der angiver kontrolbesøgets genstand og formål og de i artikel 30 fastsatte bøder, der finder anvendelse, hvis de krævede regnskabsbøger eller andre forretningspapirer vedrørende virksomheden ikke fremlægges i deres helhed, eller hvis de svar, der gives på spørgsmål i henhold til nærværende artikels stk. 2 og 4, er ukorrekte eller vildledende. Kommissionen underretter i god tid før kontrolbesøget den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, om besøget.

6.   Virksomheder og sammenslutninger af virksomheder har pligt til at underlægge sig et kontrolbesøg, som er bestemt ved en kommissionsafgørelse. Den pågældende afgørelse skal angive kontrolbesøgets genstand og formål, fastsætte datoen for dets påbegyndelse og angive betalingerne af bøderne og tvangsbøderne i henholdsvis artikel 30 og 31 samt retten til at indbringe den pågældende afgørelse for Domstolen.

7.   Embedsmænd fra og de personer, der er bemyndiget eller udpeget af, den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, og på hvis område kontrolbesøget skal gennemføres, bistår på denne myndigheds eller Kommissionens anmodning aktivt de af Kommissionen bemyndigede embedsmænd og andre ledsagende personer. De har med henblik herpå de beføjelser, der er fastsat i nærværende artikels stk. 2 og 4.

8.   Hvis embedsmændene og andre ledsagende personer, der er bemyndiget af Kommissionen, konstaterer, at en virksomhed eller sammenslutning af virksomheder modsætter sig et kontrolbesøg, der er pålagt i henhold til denne artikel, yder den pågældende medlemsstat dem den bistand, der er nødvendig, for at de kan foretage deres kontrolbesøg, og anmoder i givet fald om politiets eller en tilsvarende retshåndhævende myndigheds bistand.

9.   Hvis den i denne artikels stk. 8 omhandlede bistand i henhold til nationale regler kræver domstolstilladelse, anmoder Kommissionen eller den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, der håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, eller embedsmænd, der er bemyndiget af disse myndigheder, herom. Der kan også anmodes om en sådan tilladelse som en sikkerhedsforanstaltning.

10.   Når der anmodes om den i denne artikels stk. 9 omhandlede tilladelse, verificerer den nationale retslige myndighed ægtheden af Kommissionens afgørelse, og at de påtænkte tvangsindgreb ikke er vilkårlige eller uforholdsmæssige henset til kontrolbesøgets genstand. Når den nationale retslige myndighed kontrollerer tvangsindgrebenes proportionalitet, kan den anmode Kommissionen enten direkte eller gennem den nationale kompetente myndighed i den medlemsstat, som håndhæver de i artikel 1, stk. 6, omhandlede regler, om detaljerede forklaringer vedrørende de forhold, der begrunder Kommissionens mistanke om, at der foreligger en overtrædelse af denne forordning, samt vedrørende grovheden af den formodede overtrædelse og karakteren af den pågældende virksomheds deltagelse. Den nationale retslige myndighed kan dog ikke sætte spørgsmålstegn ved, om kontrolbesøget er nødvendigt, eller kræve at få forelagt oplysningerne i Kommissionens sagsakter. Lovligheden af Kommissionens afgørelse kan kun efterprøves af Domstolen.

Artikel 26

Overvågning af forpligtelser og foranstaltninger

1.   Kommissionen træffer de nødvendige tiltag til at overvåge effektiv gennemførelse og overholdelse af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 5, 6 og 7, og de afgørelser, der træffes i henhold til artikel 8, 18, 24, 25 og 29. Disse tiltag kan navnlig omfatte indførelse af en forpligtelse for gatekeeperen til at opbevare alle dokumenter, der anses for relevante med henblik på at vurdere gennemførelsen og overholdelsen af nævnte forpligtelser og afgørelser.

2.   Tiltagene i henhold til stk. 1 kan omfatte udpegelse af uafhængige eksterne eksperter og revisorer samt udpegelse af embedsmænd fra medlemsstaternes nationale kompetente myndigheder til at bistå Kommissionen med at overvåge forpligtelserne og foranstaltningerne og stille særlig ekspertise eller viden til rådighed for Kommissionen.

Artikel 28

Compliancefunktion

1.   Gatekeepere opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af gatekeeperens operationelle afdelinger og består af en eller flere complianceansvarlige, herunder lederen af compliancefunktionen.

2.   Gatekeeperen sikrer, at den i stk. 1 omhandlede compliancefunktion har tilstrækkelige beføjelser, status og ressourcer samt adgang til gatekeeperens ledelsesorgan til at overvåge, at gatekeeperen overholder denne forordning.

3.   Gatekeeperens ledelsesorgan sikrer, at complianceansvarlige, der udpeges i henhold til stk. 1, har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 5.

Gatekeeperens ledelsesorgan sikrer også, at en sådan leder af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

4.   Lederen af compliancefunktionen skal rapportere direkte til gatekeeperens ledelsesorgan og kan gøre opmærksom på betænkeligheder og advare organet, hvis der opstår risici for manglende overholdelse af denne forordning, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra gatekeeperens ledelsesorgan.

5.   complianceansvarlige, der er udpeget af gatekeeperen i henhold til stk. 1, har følgende opgaver:

a)

tilrettelægge, overvåge og føre tilsyn med de foranstaltninger og aktiviteter, der gennemføres af gatekeeperne, og som har til formål at sikre overholdelse af denne forordning

b)

informere og rådgive ledelsen og gatekeeperens medarbejdere om overholdelse af denne forordning

c)

hvor det er relevant, overvåge overholdelsen af tilsagn, der er gjort bindende i henhold til artikel 25, uden at dette berører Kommissionens mulighed for at udpege uafhængige eksterne eksperter i henhold til artikel 26, stk. 2

d)

samarbejde med Kommissionen med henblik på denne forordning.

6.   Gatekeepere meddeler Kommissionen navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen.

7.   Gatekeeperens ledelsesorgan definerer, fører tilsyn med og er ansvarlig for gennemførelsen af gatekeeperens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder ansvarsfordelingen i gatekeeperens organisation og forebyggelse af interessekonflikter.

8.   Ledelsesorganet godkender og gennemgår med regelmæssige mellemrum og mindst en gang om året strategierne og politikkerne for udøvelse, forvaltning og overvågning af overholdelsen af denne forordning.

9.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til forvaltning og overvågning af overholdelsen af denne forordning. Det deltager aktivt i beslutninger vedrørende forvaltning og håndhævelse af denne forordning og sikrer, at der er afsat tilstrækkelige ressourcer til formålet.

Artikel 36

Tavshedspligt

1.   De oplysninger, der indsamles i henhold til denne forordning, anvendes med henblik på denne forordning.

2.   De oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 14, anvendes med henblik på denne forordning, forordning (EF) nr. 139/2004 og nationale fusionsregler.

3.   De oplysninger, der indsamles i henhold til artikel 15, anvendes med henblik på denne forordning og forordning (EU) 2016/679.

4.   Uden at det berører udveksling og anvendelse af oplysninger, der er videregivet med henblik på den i artikel 38, 39, 41 og 43 omhandlede anvendelse, må Kommissionen og medlemsstaternes kompetente myndigheder, deres embedsmænd, øvrige ansatte og andre personer, der arbejder under nævnte myndigheders tilsyn, samt enhver fysisk eller juridisk person, herunder revisorer og eksperter udpeget i henhold til artikel 26, stk. 2, ikke videregive de oplysninger, de har indhentet eller udvekslet i henhold til denne forordning, og som ifølge deres karakter er undergivet tavshedspligt.

Artikel 46

Gennemførelsesbestemmelser

1.   Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter, der fastsætter nærmere bestemmelser om anvendelsen af følgende:

a)

form, indhold og andre enkeltheder i de underretninger og meddelelser, der gives i henhold til artikel 3

b)

form, indhold og andre enkeltheder i de tekniske foranstaltninger, som gatekeepere skal gennemføre for at sikre overensstemmelse med artikel 5, 6 eller 7

c)

operationelle og tekniske ordninger med henblik på gennemførelse af interoperabilitet for nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester i henhold til artikel 7

d)

form, indhold og andre enkeltheder i den begrundede anmodning i henhold til artikel 8, stk. 3

e)

form, indhold og andre enkeltheder i de begrundede anmodninger i henhold til artikel 9 og 10

f)

form, indhold og andre enkeltheder i de reguleringsmæssige rapporter, der indgives i henhold til artikel 11

g)

metoden og proceduren for den reviderede beskrivelse af teknikker, der anvendes til profilering af forbrugere, jf. artikel 15, stk. 1; Kommissionen hører, når den udarbejder et udkast til gennemførelsesretsakt til dette formål, Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse og kan høre Det Europæiske Databeskyttelsesråd, civilsamfundet og andre relevante eksperter

h)

form, indhold og andre enkeltheder i de underretninger og meddelelser, der gives i henhold til artikel 14 og 15

i)

den praktiske tilrettelæggelse af procedurerne vedrørende markedsundersøgelser i henhold til artikel 17, 18 og 19 og procedurer i henhold til artikel 24, 25 og 29

j)

de praktiske ordninger for udøvelse af retten til at blive hørt, jf. artikel 34

k)

de praktiske ordninger for vilkårene for videregivelse, jf. artikel 34

l)

de praktiske ordninger for samarbejdet og koordineringen mellem Kommissionen og nationale myndigheder, jf. artikel 37 og 38, og

m)

de praktiske ordninger for beregning og forlængelse af frister.

2.   Gennemførelsesretsakterne omhandlet i denne artikels stk. 1, litra a)-k) og m), vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 50, stk. 2.

Gennemførelsesretsakten omhandlet i denne artikels stk. 1, litra l), vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 50, stk. 3.

3.   Inden Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter i henhold til stk. 1, offentliggør den et udkast til disse og opfordrer alle interesserede parter til at indgive deres bemærkninger inden udløbet af en frist, som skal være på mindst en måned.

Artikel 49

Udøvelse af de delegerede beføjelser

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 3, stk. 6 og 7, og artikel 12, stk. 1, 3 og 4, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra den 1. november 2022. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 3, stk. 6 og 7, og artikel 12, stk. 1, 3 og 4, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidig Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 3, stk. 6 og 7, og artikel 12, stk. 1, 3 og 4, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.


whereas









keyboard_arrow_down