search


keyboard_tab Cyber Resilience Act 2023/2841 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2841 DA cercato: 'samme' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index samme:


whereas samme:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 889

 

Artikel 8

Foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici

1.   Uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest den 8. september 2025 træffer hver EU-enhed under tilsyn af sin øverste ledelse passende og forholdsmæssige tekniske, operationelle og organisatoriske foranstaltninger for at styre de cybersikkerhedsrisici, der konstateres inden for rammen, og for at forebygge eller minimere virkningerne af hændelser. Under hensyntagen til det aktuelle teknologiske stade og i givet fald til relevante europæiske og internationale standarder skal disse foranstaltninger tilvejebringe et sikkerhedsniveau i net- og informationssystemer i hele IKT-miljøet, som står mål med de cybersikkerhedsrisici, der truer dem. Ved vurderingen af proportionaliteten af disse foranstaltninger tages der behørigt hensyn til graden af EU-enhedens eksponering for cybersikkerhedsrisici, dens størrelse og sandsynligheden for hændelser og deres alvor, herunder deres samfundsmæssige, økonomiske og interinstitutionelle indvirkning.

2.   EU-enheder tager som minimum fat på følgende områder i gennemførelsen af foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici:

a)

cybersikkerhedspolitikken, herunder foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de mål og prioriteter, der er omhandlet i artikel 6 og nærværende artikels stk. 3

b)

politikker for cybersikkerhedsrisikoanalyse og informationssystemsikkerhed

c)

politikmål for brugen af cloudcomputingtjenester

d)

cybersikkerhedsrevision, hvor det er relevant, som kan omfatte en cybersikkerhedsrisiko-, sårbarheds- og cybertrusselsvurdering og en penetrationstest, der udføres regelmæssigt af en betroet privat udbyder

e)

gennemførelse af henstillinger som følge af cybersikkerhedsrevisioner, jf. litra d), gennem cybersikkerheds- og politikopdateringer

f)

organisering af cybersikkerheden, herunder fastlæggelse af roller og ansvarsområder

g)

forvaltning af aktiver, herunder en liste over IKT-aktiver og en kortlægning af IKT-netværket

h)

personalesikkerhed og adgangskontrol

i)

driftssikkerhed

j)

kommunikationssikkerhed

k)

erhvervelse, udvikling og vedligeholdelse af systemer, herunder politikker for håndtering og offentliggørelse af sårbarheder

l)

hvor det er muligt, politikker for kildekodens gennemsigtighed

m)

forsyningskædesikkerhed, herunder sikkerhedsrelaterede aspekter vedrørende forholdene mellem den enkelte EU-enhed og dens direkte leverandører eller tjenesteudbydere

n)

håndtering af hændelser og samarbejde med CERT-EU, såsom vedligeholdelse af sikkerhedsovervågning og -logning

o)

styring af driftskontinuitet, såsom backup-styring og reetablering efter en katastrofe, og krisestyring, og

p)

fremme og udvikling af uddannelse, færdigheder, bevidstgørelse, øvelses- og undervisningsprogrammer i forbindelse med cybersikkerhed.

Med henblik på første afsnit, litra m), tager EU-enheder hensyn til de sårbarheder, der er specifikke for hver direkte leverandør og tjenesteudbyder, og den samlede kvalitet af deres leverandørers og tjenesteudbyderes produkter og cybersikkerhedspraksis, herunder deres sikre udviklingsprocedurer.

3.   EU-enhederne træffer som minimum følgende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici:

a)

tekniske konfigurationer med henblik på at muliggøre og opretholde telearbejde

b)

konkrete skridt til at bevæge sig i retning af »zero trust«-principper

c)

anvendelse af multifaktorgodkendelse som standard for alle net- og informationssystemer

d)

anvendelse af kryptografi og kryptering, navnlig end-to-end-kryptering, og sikker digital underskrift

e)

hvor det er relevant, anvendelse af sikker tale-, video- og tekstkommunikation og sikre nødkommunikationssystemer internt i EU-enheden

f)

proaktive foranstaltninger til opdagelse og fjernelse af malware og spyware

g)

etablering af forsyningskædesikkerhed for så vidt angår software ved hjælp af kriterier for sikker udvikling og evaluering af software

h)

fastlæggelse og indførelse af uddannelsesprogrammer om cybersikkerhed, som svarer til de foreskrevne opgaver og den forventede kapacitet, for den øverste ledelse og medarbejdere i EU-enheden, der har til opgave at sikre den effektive gennemførelse af denne forordning

i)

regelmæssig uddannelse af medarbejdere i cybersikkerhed

j)

hvor det er relevant, deltagelse i risikoanalyser af sammenkoblingsordningerne mellem EU-enhederne

k)

forbedring af indkøbsprocedurerne med henblik på at fremme et højt fælles cybersikkerhedsniveau ved hjælp af:

i)

fjernelse af kontraktmæssige hindringer, der begrænser IKT-tjenesteudbydernes udveksling af oplysninger om cybertrusler, sårbarheder og hændelser med CERT-EU

ii)

kontraktmæssige forpligtelser til at indberette hændelser, sårbarheder og cybertrusler samt til at have passende mekanismer for reaktion på og overvågning af hændelser.

Artikel 10

Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed

1.   Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed (IICB) oprettes herved.

2.   IICB er ansvarligt for:

a)

at overvåge og støtte EU-enhedernes gennemførelse af denne forordning

b)

at føre tilsyn med CERT-EU's gennemførelse af de generelle prioriteter og mål og udstikke den strategiske retning for CERT-EU.

3.   IICB sammensættes af:

a)

én repræsentant udpeget af hver af følgende:

i)

Europa-Parlamentet

ii)

Det Europæiske Råd

iii)

Rådet for Den Europæiske Union

iv)

Kommissionen

v)

Den Europæiske Unions Domstol

vi)

Den Europæiske Centralbank

vii)

Revisionsretten

viii)

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil

ix)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

x)

Regionsudvalget

xi)

Den Europæiske Investeringsbank

xii)

Det Europæiske Industri-, Teknologi- og Forskningskompetencecenter for Cybersikkerhed

xiii)

ENISA

xiv)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS)

xv)

Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet.

b)

tre repræsentanter udpeget af EU-agenturernes netværk (EUAN) på grundlag af et forslag fra netværkets rådgivende IKT-udvalg til at repræsentere interesserne for Unionens organer, kontorer og agenturer, der har deres eget IKT-miljø, bortset fra dem, der er omhandlet i litra a).

De EU-enheder, der er repræsenteret i IICB, tilstræber at opnå en ligelig kønsfordeling blandt de udpegede repræsentanter.

4.   Medlemmerne af IICB kan bistås af en suppleant. Formanden kan invitere andre repræsentanter for de i stk. 3 omhandlede EU-enheder eller for andre EU-enheder til at deltage i IICB's møder uden stemmeret.

5.   Chefen for CERT-EU samt formændene for samarbejdsgruppen, CSIRT-netværket og EU-CyCLONe, der er oprettet i henhold til henholdsvis artikel 14, 15 og 16 i direktiv (EU) 2022/2555, eller deres suppleanter kan deltage i IICB's møder som observatører. I undtagelsestilfælde kan IICB i overensstemmelse med dets forretningsorden træffe en anden afgørelse.

6.   IICB vedtager sin egen forretningsorden.

7.   IICB udpeger en formand blandt medlemmerne i overensstemmelse med sin forretningsorden og for en periode på tre år. Formandens suppleant bliver fuldgyldigt medlem af IICB for samme periode.

8.   IICB mødes mindst tre gange årligt på formandens initiativ, efter anmodning fra CERT-EU, eller efter anmodning fra et af medlemmerne.

9.   Hvert medlem af IICB har én stemme. IICB's afgørelser træffes med simpelt flertal, såfremt intet andet er fastsat i denne forordning. Formanden for IICB har ikke stemmeret, undtagen i tilfælde af stemmelighed, hvor formanden kan afgive den afgørende stemme.

10.   IICB kan handle ved hjælp af en forenklet skriftlig procedure, som indledes i overensstemmelse med dets forretningsorden. I henhold til denne procedure anses den relevante afgørelse for at være godkendt inden for den tidsfrist, som formanden har fastsat, medmindre et medlem gør indsigelse.

11.   IICB's sekretariat stilles til rådighed af Kommissionen og refererer til IICB's formand.

12.   De repræsentanter, der er udpeget af EUAN, formidler IICB's afgørelser til EUAN's medlemmer. Ethvert medlem af EUAN har ret til over for disse repræsentanter eller IICB's formand at rejse ethvert spørgsmål, som medlemmet mener, IICB bør gøres opmærksom på.

13.   IICB kan nedsætte et forretningsudvalg til at bistå IICB i dets arbejde og delegere nogle af sine opgaver og beføjelser til samme. IICB fastsætter forretningsudvalgets forretningsorden, herunder dets opgaver og beføjelser, og dets medlemmers mandatperiode.

14.   Senest den 8. januar 2025 og derefter hvert år forelægger IICB en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, som indeholder en detaljeret beskrivelse af de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af denne forordning, og som navnlig præciserer omfanget af CERT-EU's samarbejde med medlemsstatsmodparter i hver af medlemsstaterne. Rapporten udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

Artikel 11

IICB's opgaver

Når det udfører sine forpligtelser, skal IICB navnlig:

a)

yde vejledning til CERT-EU's chef

b)

effektivt overvåge og føre tilsyn med gennemførelsen af denne forordning og støtte EU-enhederne i at styrke deres cybersikkerhed, herunder, hvor det er relevant, anmode om ad hoc-rapporter fra EU-enhederne og CERT-EU

c)

efter en strategisk drøftelse vedtage en flerårig strategi for forøgelse af cybersikkerhedsniveauet i EU-enhederne, vurdere denne strategi regelmæssigt og under alle omstændigheder hvert femte år og, hvor det er nødvendigt, ændre strategien

d)

fastlægge metoden for og de organisatoriske aspekter af EU-enhedernes gennemførelse af frivillige peerevalueringer med henblik på at lære af fælles erfaringer, styrke den gensidige tillid, opnå et højt fælles cybersikkerhedsniveau og styrke EU-enhedernes cybersikkerhedskapacitet, idet det sikres, at sådanne peerevalueringer foretages af cybersikkerhedseksperter udpeget af en anden EU-enhed end den EU-enhed, der evalueres, og at metoden er baseret på artikel 19 i direktiv (EU) 2022/2555 og, hvor det er relevant, er tilpasset EU-enhederne

e)

godkende CERT-EU's årlige arbejdsprogram på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef og overvåge gennemførelsen heraf

f)

godkende CERT-EU's tjenestekatalog og eventuelle senere ajourføringer heraf på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

g)

på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef godkende den årlige finansielle planlægning af indtægter og udgifter, herunder personale, i forbindelse med CERT-EU's aktiviteter

h)

godkende ordningerne for serviceleveranceaftaler på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

i)

behandle og godkende den årsrapport, som udarbejdes af CERT-EU's chef, og som omfatter CERT-EU's aktiviteter og forvaltning af midler

j)

godkende og overvåge nøgleresultatindikatorer (KPI'er) for CERT-EU, der fastsættes på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

k)

godkende samarbejdsaftaler, serviceleveranceaftaler eller kontrakter mellem CERT-EU og andre enheder, der indgås i medfør af artikel 18

l)

vedtage retningslinjer og henstillinger på grundlag af et forslag fra CERT-EU i overensstemmelse med artikel 14 og pålægge CERT-EU at udstede, tilbagekalde eller ændre et forslag til retningslinjer eller henstillinger eller en opfordring til tiltag

m)

nedsætte tekniske rådgivende grupper med specifikke opgaver til at bistå IICB i dets arbejde, godkende deres mandat og udpege deres respektive formænd

n)

modtage og vurdere dokumenter og rapporter, der forelægges af EU-enhederne i henhold til denne forordning, såsom modenhedsvurderinger af cybersikkerheden

o)

fremme nedsættelsen af en uformel gruppe bestående af EU-enhedernes lokale cybersikkerhedsansvarlige med støtte fra ENISA med henblik på udveksling af bedste praksis og oplysninger i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning

p)

under hensyntagen til oplysningerne om de udpegede cybersikkerhedsrisici og de indhøstede erfaringer, der kommer fra CERT-EU, overvåge, om sammenkoblingsordningerne mellem EU-enhedernes IKT-miljøer er tilstrækkelige, og rådgive om mulige forbedringer

q)

fastlægge en plan for cyberkrisestyring for på operationelt plan at støtte den koordinerede håndtering af større hændelser, der påvirker EU-enheder, og bidrage til regelmæssig udveksling af relevante oplysninger, navnlig med hensyn til virkningerne og alvoren af større hændelser og de mulige metoder til at afbøde virkningerne heraf

r)

koordinere vedtagelsen af de enkelte EU-enheders cyberkrisestyringsplaner, jf. artikel 9, stk. 2

s)

vedtage henstillinger vedrørende forsyningskædesikkerhed som omhandlet i artikel 8, stk. 2, første afsnit, litra m), under hensyntagen til resultaterne af sikkerhedsrisikovurderinger koordineret på EU-niveau af kritiske forsyningskæder, jf. artikel 22 i direktiv (EU) 2022/2555, for at støtte EU-enhederne i at vedtage effektive og forholdsmæssige foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici.

Artikel 13

CERT-EU's mission og opgaver

1.   CERT-EU's mission er at bidrage til det uklassificerede IKT-miljøs sikkerhed i alle EU-enheder ved at rådgive dem om cybersikkerhed, hjælpe dem med at forebygge, opdage, håndtere, afbøde, reagere på og reetablere sig efter hændelser og fungere som deres knudepunkt for udveksling af oplysninger vedrørende cybersikkerhed og for koordinering af reaktionen på hændelser.

2.   CERT-EU indsamler, forvalter, analyserer og deler oplysninger med EU-enhederne om cybertrusler, sårbarheder og hændelser i uklassificeret IKT-infrastruktur. Det koordinerer beredskabet i forbindelse med hændelser på interinstitutionelt niveau og på EU-enhedsniveau, herunder ved at yde eller koordinere ydelsen af specialiseret operationel bistand.

3.   CERT-EU udfører følgende opgaver for at bistå EU-enhederne:

a)

støtter dem i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning og bidrager til koordineringen af gennemførelsen af denne forordning ved hjælp af de foranstaltninger, der er opført i artikel 14, stk. 1, eller ved hjælp af ad hoc-rapporter, som IICB har anmodet om

b)

tilbyder standardiserede CSIRT-tjenester til EU-enheder i form af en pakke af cybersikkerhedstjenester beskrevet i dets tjenestekatalog (»basistjenester«)

c)

vedligeholder et netværk af ligestillede og partnere til støtte for tjenesterne, jf. artikel 17 og 18

d)

gør IICB opmærksom på problemer, der vedrører gennemførelsen af denne forordning samt gennemførelsen af retningslinjer, henstillinger og opfordringer til tiltag

e)

bidrager på grundlag af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, til Unionens cybersituationsbevidsthed i tæt samarbejde med ENISA

f)

koordinerer håndteringen af større hændelser

g)

agerer på vegne af EU-enhederne som ækvivalent med den koordinator, der er udpeget med henblik på koordineret offentliggørelse af sårbarheder, jf. artikel 12, stk. 1, i direktiv (EU) 2022/2555

h)

sørger efter anmodning fra en EU-enhed for en proaktiv, ikkeindgribende scanning af den pågældende EU-enheds offentligt tilgængelige net- og informationssystemer.

De oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, litra e), deles med IICB, CSIRT-netværket og Den Europæiske Unions Efterretnings- og Situationscenter (EU INTCEN), hvor det er relevant og hensigtsmæssigt, og under overholdelse af passende fortrolighedsbetingelser.

4.   CERT-EU kan i overensstemmelse med artikel 17 eller 18, alt efter hvad der er relevant, samarbejde med relevante cybersikkerhedsfællesskaber i Unionen og dens medlemsstater, herunder på følgende områder:

a)

beredskab, koordinering i forbindelse med hændelser, udveksling af oplysninger og reaktion på kriser på teknisk plan i forbindelse med sager, der har tilknytning til EU-enhederne

b)

operationelt samarbejde i forbindelse med CSIRT-netværket, herunder med hensyn til gensidig bistand

c)

efterretninger om cybertrusler, herunder situationsbevidsthed

d)

et hvilket som helst andet område, hvor CERT-EU's tekniske cybersikkerhedsekspertise er påkrævet.

5.   CERT-EU indgår inden for sin kompetence i et struktureret samarbejde med ENISA om kapacitetsopbygning, operationelt samarbejde og langsigtede strategiske analyser af cybertrusler i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/881. CERT-EU kan samarbejde og udveksle oplysninger med Europols Europæiske Center for Bekæmpelse af Cyberkriminalitet.

6.   CERT-EU kan levere følgende tjenester, der ikke er beskrevet i dets tjenestekatalog (betalingspligtige tjenester):

a)

tjenester til støtte for cybersikkerheden i relation til EU-enhedernes IKT-miljø ud over dem, der er omhandlet i stk. 3, i henhold til serviceleveranceaftaler og under forudsætning af, at der er ressourcer til rådighed, navnlig bredspektret overvågning af netværk, herunder 24/7-frontlinjeovervågning af meget alvorlige cybertrusler

b)

tjenester til støtte for EU-enhedernes cybersikkerhedsoperationer eller -projekter ud over dem, der beskytter deres IKT-miljø, i henhold til skriftlige aftaler og under forudsætning af forudgående godkendelse fra IICB

c)

efter anmodning en proaktiv scanning af den pågældende EU-enheds net- og informationssystemer for at opdage sårbarheder med en potentiel væsentlig virkning

d)

tjenester til støtte for IKT-miljøers sikkerhed i andre organisationer end EU-enhederne, som arbejder tæt sammen med EU-enhederne, f.eks. fordi de er tildelt opgaver eller ansvarsområder i henhold til EU-retten, i henhold til skriftlige aftaler og under forudsætning af forudgående godkendelse fra IICB.

For så vidt angår første afsnit, litra d), kan CERT-EU undtagelsesvis indgå serviceleveranceaftaler med andre enheder end EU-enheder med forudgående godkendelse fra IICB.

7.   CERT-EU arrangerer og kan deltage i cybersikkerhedsøvelser eller opfordre til deltagelse i eksisterende øvelser, hvor det er relevant i tæt samarbejde med ENISA, med henblik på at teste cybersikkerhedsniveauet i EU-enhederne.

8.   CERT-EU kan yde bistand til EU-enhederne vedrørende hændelser i net- og informationssystemer, der håndterer EUCI, hvis de pågældende EU-enheder udtrykkeligt anmoder herom i overensstemmelse med deres respektive procedurer. CERT-EU's ydelse af bistand i henhold til dette stykke berører ikke gældende regler om beskyttelse af klassificerede informationer.

9.   CERT-EU underretter EU-enhederne om sine procedurer og processer for håndtering af hændelser.

10.   CERT-EU bidrager med en høj grad af fortrolighed og pålidelighed via de behørige samarbejdsmekanismer og rapporteringsveje til relevante og anonymiserede oplysninger om større hændelser og måden, hvorpå de blev håndteret. Disse oplysninger medtages i den rapport, der er omhandlet i artikel 10, stk. 14.

11.   CERT-EU støtter i samarbejde med EDPS de pågældende EU-enheder, når de håndterer hændelser, der medfører brud på persondatasikkerheden, uden at dette berører EDPS' kompetencer og opgaver som tilsynsmyndighed i henhold til forordning (EU) 2018/1725.

12.   CERT-EU kan, hvis EU-enhedernes politiske afdelinger udtrykkeligt anmoder herom, yde teknisk rådgivning eller input om relevante politiske spørgsmål.

Artikel 21

Rapporteringsforpligtelser

1.   En hændelse anses for at være væsentlig, hvis:

a)

den har forårsaget eller er i stand til at forårsage alvorlige driftsmæssige forstyrrelser i den pågældende EU-enheds funktionsdygtighed eller økonomiske tab for denne

b)

den har påvirket eller er i stand til at påvirke andre fysiske eller juridiske personer ved at forårsage betydelig materiel eller immateriel skade.

2.   EU-enhederne fremsender til CERT-EU:

a)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 24 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse et tidligt varsel, som i givet fald skal angive, at den væsentlige hændelse mistænkes for at være forårsaget af ulovlige eller ondsindede handlinger eller kunne have en virkning på tværs af enheder eller en grænseoverskridende virkning

b)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 72 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse, en hændelsesunderretning, som i givet fald skal ajourføre de i litra a) omhandlede oplysninger og give en indledende vurdering af den væsentlige hændelse, herunder dens alvor og virkning samt kompromitteringsindikatorerne, hvor sådanne foreligger

c)

på CERT-EU's anmodning en foreløbig rapport om relevante statusopdateringer

d)

en endelig rapport senest en måned efter forelæggelsen af den i litra b) omhandlede hændelsesunderretning, som skal omfatte følgende:

i)

en detaljeret beskrivelse af hændelsen, herunder dens alvor og virkning

ii)

den type trussel eller grundlæggende årsag, der sandsynligvis har udløst hændelsen

iii)

anvendte og igangværende afbødende foranstaltninger

iv)

hvor det er relevant, virkninger på tværs af enheder eller grænseoverskridende virkninger af hændelsen

e)

hvis en hændelse stadig pågår på tidspunktet for indgivelsen af den i litra d) omhandlede endelige rapport, en statusrapport på dette tidspunkt og en endelig rapport senest en måned efter deres håndtering af hændelsen.

3.   En EU-enhed underretter uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest 24 timer efter at have fået kendskab til en væsentlig hændelse alle relevante medlemsstatsmodparter, jf. artikel 17, stk. 1, i den medlemsstat, hvor den befinder sig, om, at der er indtruffet en væsentlig hændelse.

4.   EU-enhederne meddeler bl.a. alle oplysninger, der gør det muligt for CERT-EU at fastslå eventuelle virkninger på tværs af enheder, virkninger for værtsmedlemsstaten eller grænseoverskridende virkninger efter en væsentlig hændelse. Med forbehold af artikel 12 medfører underretningen i sig selv ikke øget ansvar for den underrettende EU-enhed.

5.   Hvor det er relevant, kommunikerer EU-enhederne uden unødigt ophold med brugerne af de påvirkede net- og informationssystemer eller af andre komponenter i IKT-miljøet, som potentielt kan blive påvirket af en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel, og som, hvor det er relevant, er nødt til at træffe afbødende foranstaltninger, om alle foranstaltninger eller modforholdsregler, de kan træffe som reaktion på den pågældende hændelse eller trussel. Hvor det er relevant, informerer EU-enhederne disse brugere om selve den væsentlige cybertrussel.

6.   Hvis en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel påvirker et net- og informationssystem eller en komponent i en EU-enheds IKT-miljø, som man ved er forbundet med en anden EU-enheds IKT-miljø, udsteder CERT-EU en relevant cybersikkerhedsadvarsel.

7.   EU-enhederne giver på CERT-EU's anmodning og uden unødigt ophold CERT-EU digitale oplysninger, der er skabt ved brug af elektroniske enheder, som har været involveret i deres respektive hændelser. CERT-EU kan præcisere yderligere, hvilken type digitale oplysninger det har brug for med henblik på situationsbevidsthed og reaktion på hændelser.

8.   CERT-EU forelægger hver tredje måned IICB, ENISA, EU INTCEN og CSIRT-netværket en sammenfattende rapport, herunder anonymiserede og aggregerede data om væsentlige hændelser, hændelser, cybertrusler, nærvedhændelser og sårbarheder i henhold til artikel 20 og væsentlige hændelser, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. Den sammenfattende rapport udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

9.   IICB udsteder senest den 8. juli 2024 retningslinjer eller henstillinger med en nærmere præcisering af ordningen og formatet for samt indholdet af rapporteringen i henhold til denne artikel. Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer eller henstillinger tager IICB hensyn til eventuelle gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 11, i direktiv (EU) 2022/2555, der præciserer typen af oplysninger, formatet og proceduren for underretninger. CERT-EU formidler de relevante tekniske detaljer om cybertrusler for at gøre det muligt for EU-enhederne at foretage proaktiv opdagelse, reagere på hændelser eller træffe afhjælpende foranstaltninger.

10.   Rapporteringsforpligtelserne, der er fastsat i denne artikel, gælder ikke:

a)

EUCI

b)

oplysninger, hvis videre udbredelse er blevet udelukket ved en synlig mærkning, medmindre det udtrykkeligt er tilladt at dele dem med CERT-EU.


whereas









keyboard_arrow_down