search


keyboard_tab Cyber Resilience Act 2023/2841 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2841 DA cercato: 'henstillinger' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl




whereas henstillinger:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 982

 

Artikel 5

Gennemførelse af foranstaltninger

1.   Senest den 8. september 2024 udsteder Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed, der er oprettet i henhold til artikel 10, efter høring af Den Europæiske Unions Agentur for Cybersikkerhed (ENISA) og efter at have modtaget vejledning fra CERT-EU retningslinjer til EU-enhederne med henblik på at foretage en indledende cybersikkerhedsrevision og fastlægge en intern ramme for styring, forvaltning og kontrol af cybersikkerhedsrisici i henhold til artikel 6, foretage modenhedsvurderinger af cybersikkerheden i henhold til artikel 7, træffe foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici i henhold til artikel 8 og vedtage cybersikkerhedsplanen i henhold til artikel 9.

2.   Ved gennemførelsen af artikel 6-9 tager EU-enhederne hensyn til de retningslinjer, der er omhandlet i nærværende artikels stk. 1, samt relevante retningslinjer og henstillinger vedtaget i henhold til artikel 11 og 14.

Artikel 8

Foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici

1.   Uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest den 8. september 2025 træffer hver EU-enhed under tilsyn af sin øverste ledelse passende og forholdsmæssige tekniske, operationelle og organisatoriske foranstaltninger for at styre de cybersikkerhedsrisici, der konstateres inden for rammen, og for at forebygge eller minimere virkningerne af hændelser. Under hensyntagen til det aktuelle teknologiske stade og i givet fald til relevante europæiske og internationale standarder skal disse foranstaltninger tilvejebringe et sikkerhedsniveau i net- og informationssystemer i hele IKT-miljøet, som står mål med de cybersikkerhedsrisici, der truer dem. Ved vurderingen af proportionaliteten af disse foranstaltninger tages der behørigt hensyn til graden af EU-enhedens eksponering for cybersikkerhedsrisici, dens størrelse og sandsynligheden for hændelser og deres alvor, herunder deres samfundsmæssige, økonomiske og interinstitutionelle indvirkning.

2.   EU-enheder tager som minimum fat på følgende områder i gennemførelsen af foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici:

a)

cybersikkerhedspolitikken, herunder foranstaltninger, der er nødvendige for at nå de mål og prioriteter, der er omhandlet i artikel 6 og nærværende artikels stk. 3

b)

politikker for cybersikkerhedsrisikoanalyse og informationssystemsikkerhed

c)

politikmål for brugen af cloudcomputingtjenester

d)

cybersikkerhedsrevision, hvor det er relevant, som kan omfatte en cybersikkerhedsrisiko-, sårbarheds- og cybertrusselsvurdering og en penetrationstest, der udføres regelmæssigt af en betroet privat udbyder

e)

gennemførelse af henstillinger som følge af cybersikkerhedsrevisioner, jf. litra d), gennem cybersikkerheds- og politikopdateringer

f)

organisering af cybersikkerheden, herunder fastlæggelse af roller og ansvarsområder

g)

forvaltning af aktiver, herunder en liste over IKT-aktiver og en kortlægning af IKT-netværket

h)

personalesikkerhed og adgangskontrol

i)

driftssikkerhed

j)

kommunikationssikkerhed

k)

erhvervelse, udvikling og vedligeholdelse af systemer, herunder politikker for håndtering og offentliggørelse af sårbarheder

l)

hvor det er muligt, politikker for kildekodens gennemsigtighed

m)

forsyningskædesikkerhed, herunder sikkerhedsrelaterede aspekter vedrørende forholdene mellem den enkelte EU-enhed og dens direkte leverandører eller tjenesteudbydere

n)

håndtering af hændelser og samarbejde med CERT-EU, såsom vedligeholdelse af sikkerhedsovervågning og -logning

o)

styring af driftskontinuitet, såsom backup-styring og reetablering efter en katastrofe, og krisestyring, og

p)

fremme og udvikling af uddannelse, færdigheder, bevidstgørelse, øvelses- og undervisningsprogrammer i forbindelse med cybersikkerhed.

Med henblik på første afsnit, litra m), tager EU-enheder hensyn til de sårbarheder, der er specifikke for hver direkte leverandør og tjenesteudbyder, og den samlede kvalitet af deres leverandørers og tjenesteudbyderes produkter og cybersikkerhedspraksis, herunder deres sikre udviklingsprocedurer.

3.   EU-enhederne træffer som minimum følgende foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici:

a)

tekniske konfigurationer med henblik på at muliggøre og opretholde telearbejde

b)

konkrete skridt til at bevæge sig i retning af »zero trust«-principper

c)

anvendelse af multifaktorgodkendelse som standard for alle net- og informationssystemer

d)

anvendelse af kryptografi og kryptering, navnlig end-to-end-kryptering, og sikker digital underskrift

e)

hvor det er relevant, anvendelse af sikker tale-, video- og tekstkommunikation og sikre nødkommunikationssystemer internt i EU-enheden

f)

proaktive foranstaltninger til opdagelse og fjernelse af malware og spyware

g)

etablering af forsyningskædesikkerhed for så vidt angår software ved hjælp af kriterier for sikker udvikling og evaluering af software

h)

fastlæggelse og indførelse af uddannelsesprogrammer om cybersikkerhed, som svarer til de foreskrevne opgaver og den forventede kapacitet, for den øverste ledelse og medarbejdere i EU-enheden, der har til opgave at sikre den effektive gennemførelse af denne forordning

i)

regelmæssig uddannelse af medarbejdere i cybersikkerhed

j)

hvor det er relevant, deltagelse i risikoanalyser af sammenkoblingsordningerne mellem EU-enhederne

k)

forbedring af indkøbsprocedurerne med henblik på at fremme et højt fælles cybersikkerhedsniveau ved hjælp af:

i)

fjernelse af kontraktmæssige hindringer, der begrænser IKT-tjenesteudbydernes udveksling af oplysninger om cybertrusler, sårbarheder og hændelser med CERT-EU

ii)

kontraktmæssige forpligtelser til at indberette hændelser, sårbarheder og cybertrusler samt til at have passende mekanismer for reaktion på og overvågning af hændelser.

Artikel 11

IICB's opgaver

Når det udfører sine forpligtelser, skal IICB navnlig:

a)

yde vejledning til CERT-EU's chef

b)

effektivt overvåge og føre tilsyn med gennemførelsen af denne forordning og støtte EU-enhederne i at styrke deres cybersikkerhed, herunder, hvor det er relevant, anmode om ad hoc-rapporter fra EU-enhederne og CERT-EU

c)

efter en strategisk drøftelse vedtage en flerårig strategi for forøgelse af cybersikkerhedsniveauet i EU-enhederne, vurdere denne strategi regelmæssigt og under alle omstændigheder hvert femte år og, hvor det er nødvendigt, ændre strategien

d)

fastlægge metoden for og de organisatoriske aspekter af EU-enhedernes gennemførelse af frivillige peerevalueringer med henblik på at lære af fælles erfaringer, styrke den gensidige tillid, opnå et højt fælles cybersikkerhedsniveau og styrke EU-enhedernes cybersikkerhedskapacitet, idet det sikres, at sådanne peerevalueringer foretages af cybersikkerhedseksperter udpeget af en anden EU-enhed end den EU-enhed, der evalueres, og at metoden er baseret på artikel 19 i direktiv (EU) 2022/2555 og, hvor det er relevant, er tilpasset EU-enhederne

e)

godkende CERT-EU's årlige arbejdsprogram på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef og overvåge gennemførelsen heraf

f)

godkende CERT-EU's tjenestekatalog og eventuelle senere ajourføringer heraf på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

g)

på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef godkende den årlige finansielle planlægning af indtægter og udgifter, herunder personale, i forbindelse med CERT-EU's aktiviteter

h)

godkende ordningerne for serviceleveranceaftaler på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

i)

behandle og godkende den årsrapport, som udarbejdes af CERT-EU's chef, og som omfatter CERT-EU's aktiviteter og forvaltning af midler

j)

godkende og overvåge nøgleresultatindikatorer (KPI'er) for CERT-EU, der fastsættes på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

k)

godkende samarbejdsaftaler, serviceleveranceaftaler eller kontrakter mellem CERT-EU og andre enheder, der indgås i medfør af artikel 18

l)

vedtage retningslinjer og henstillinger på grundlag af et forslag fra CERT-EU i overensstemmelse med artikel 14 og pålægge CERT-EU at udstede, tilbagekalde eller ændre et forslag til retningslinjer eller henstillinger eller en opfordring til tiltag

m)

nedsætte tekniske rådgivende grupper med specifikke opgaver til at bistå IICB i dets arbejde, godkende deres mandat og udpege deres respektive formænd

n)

modtage og vurdere dokumenter og rapporter, der forelægges af EU-enhederne i henhold til denne forordning, såsom modenhedsvurderinger af cybersikkerheden

o)

fremme nedsættelsen af en uformel gruppe bestående af EU-enhedernes lokale cybersikkerhedsansvarlige med støtte fra ENISA med henblik på udveksling af bedste praksis og oplysninger i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning

p)

under hensyntagen til oplysningerne om de udpegede cybersikkerhedsrisici og de indhøstede erfaringer, der kommer fra CERT-EU, overvåge, om sammenkoblingsordningerne mellem EU-enhedernes IKT-miljøer er tilstrækkelige, og rådgive om mulige forbedringer

q)

fastlægge en plan for cyberkrisestyring for på operationelt plan at støtte den koordinerede håndtering af større hændelser, der påvirker EU-enheder, og bidrage til regelmæssig udveksling af relevante oplysninger, navnlig med hensyn til virkningerne og alvoren af større hændelser og de mulige metoder til at afbøde virkningerne heraf

r)

koordinere vedtagelsen af de enkelte EU-enheders cyberkrisestyringsplaner, jf. artikel 9, stk. 2

s)

vedtage henstillinger vedrørende forsyningskædesikkerhed som omhandlet i artikel 8, stk. 2, første afsnit, litra m), under hensyntagen til resultaterne af sikkerhedsrisikovurderinger koordineret på EU-niveau af kritiske forsyningskæder, jf. artikel 22 i direktiv (EU) 2022/2555, for at støtte EU-enhederne i at vedtage effektive og forholdsmæssige foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici.

Artikel 12

Overholdelse

1.   IICB overvåger i henhold til artikel 10, stk. 2, og artikel 11 effektivt EU-enhedernes gennemførelse af denne forordning og de vedtagne retningslinjer, henstillinger og opfordringer til tiltag. IICB kan anmode EU-enhederne om de oplysninger eller den dokumentation, der er behov for til dette formål. Med henblik på vedtagelse af overholdelsesforanstaltninger i henhold til nærværende artikel har den pågældende EU-enhed, såfremt den er direkte repræsenteret i IICB, ikke stemmeret.

2.   Hvis IICB finder, at en EU-enhed ikke på effektiv vis har gennemført denne forordning eller retningslinjer, henstillinger eller opfordringer til tiltag, som er udstedt i medfør heraf, kan det, uden at dette berører den pågældende EU-enheds interne procedurer, og efter at have givet den pågældende EU-enhed mulighed for at fremsætte sine bemærkninger gøre følgende:

a)

sende en begrundet udtalelse til den pågældende EU-enhed med konstaterede mangler i gennemførelsen af denne forordning

b)

efter høring af CERT-EU udstede retningslinjer til den pågældende EU-enhed for at sikre, at dens ramme, foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici, cybersikkerhedsplan og rapportering er i overensstemmelse med denne forordning inden for en nærmere angivet periode

c)

udstede en advarsel om, at konstaterede mangler skal afhjælpes inden for en nærmere angivet periode, herunder henstillinger om ændring af foranstaltninger vedtaget af den pågældende EU-enhed i henhold til denne forordning

d)

udstede en begrundet meddelelse til den pågældende EU-enhed, hvis de mangler, der blev påpeget i en advarsel udstedt i henhold til litra c), ikke er blevet afhjulpet i tilstrækkelig grad inden for den fastsatte periode

e)

udstede:

i)

en henstilling om, at der foretages en revision, eller

ii)

en anmodning om, at en tredjepartsrevisionstjeneste foretager en revision

f)

hvor det er relevant, underrette Revisionsretten inden for rammerne af sit mandat om den påståede manglende overholdelse

g)

udstede en henstilling om, at alle medlemsstater og EU-enheder foretager en midlertidig afbrydelse af datastrømmene til den pågældende EU-enhed.

Med henblik på litra c), første afsnit, begrænses advarslens læserskare på passende vis, hvis det er nødvendigt i lyset af cybersikkerhedsrisikoen.

Advarsler og henstillinger udstedt i henhold til første afsnit rettes til det øverste ledelsesniveau i den pågældende EU-enhed.

3.   Hvis IICB har vedtaget foranstaltninger i henhold til stk. 2, første afsnit, litra a)-g), fremlægger den pågældende EU-enhed detaljer om de foranstaltninger og tiltag, der er iværksat for at afhjælpe de påståede mangler, som IICB har konstateret. EU-enheden indsender disse detaljer inden for en rimelig periode, der aftales med IICB.

4.   Hvis IICB finder, at en EU-enhed vedholdende overtræder denne forordning som en direkte følge af en EU-tjenestemands eller anden EU-ansats handlinger eller undladelser, herunder i den øverste ledelse, anmoder IICB om, at den pågældende EU-enhed iværksætter passende tiltag, hvilket indbefatter en anmodning om at iværksætte tiltag af disciplinær karakter, i overensstemmelse med de regler og procedurer, der er fastsat i vedtægten for tjenestemænd, og eventuelle andre gældende regler og procedurer. Med henblik herpå videregiver IICB de nødvendige oplysninger til den pågældende EU-enhed.

5.   Hvis EU-enheder meddeler, at de ikke er i stand til at overholde fristerne i artikel 6, stk. 1, og artikel 8, stk. 1, kan IICB i behørigt begrundede tilfælde under hensyntagen til EU-enhedens størrelse tillade en forlængelse af disse frister.

KAPITEL IV

CERT-EU

Artikel 13

CERT-EU's mission og opgaver

1.   CERT-EU's mission er at bidrage til det uklassificerede IKT-miljøs sikkerhed i alle EU-enheder ved at rådgive dem om cybersikkerhed, hjælpe dem med at forebygge, opdage, håndtere, afbøde, reagere på og reetablere sig efter hændelser og fungere som deres knudepunkt for udveksling af oplysninger vedrørende cybersikkerhed og for koordinering af reaktionen på hændelser.

2.   CERT-EU indsamler, forvalter, analyserer og deler oplysninger med EU-enhederne om cybertrusler, sårbarheder og hændelser i uklassificeret IKT-infrastruktur. Det koordinerer beredskabet i forbindelse med hændelser på interinstitutionelt niveau og på EU-enhedsniveau, herunder ved at yde eller koordinere ydelsen af specialiseret operationel bistand.

3.   CERT-EU udfører følgende opgaver for at bistå EU-enhederne:

a)

støtter dem i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning og bidrager til koordineringen af gennemførelsen af denne forordning ved hjælp af de foranstaltninger, der er opført i artikel 14, stk. 1, eller ved hjælp af ad hoc-rapporter, som IICB har anmodet om

b)

tilbyder standardiserede CSIRT-tjenester til EU-enheder i form af en pakke af cybersikkerhedstjenester beskrevet i dets tjenestekatalog (»basistjenester«)

c)

vedligeholder et netværk af ligestillede og partnere til støtte for tjenesterne, jf. artikel 17 og 18

d)

gør IICB opmærksom på problemer, der vedrører gennemførelsen af denne forordning samt gennemførelsen af retningslinjer, henstillinger og opfordringer til tiltag

e)

bidrager på grundlag af de oplysninger, der er omhandlet i stk. 2, til Unionens cybersituationsbevidsthed i tæt samarbejde med ENISA

f)

koordinerer håndteringen af større hændelser

g)

agerer på vegne af EU-enhederne som ækvivalent med den koordinator, der er udpeget med henblik på koordineret offentliggørelse af sårbarheder, jf. artikel 12, stk. 1, i direktiv (EU) 2022/2555

h)

sørger efter anmodning fra en EU-enhed for en proaktiv, ikkeindgribende scanning af den pågældende EU-enheds offentligt tilgængelige net- og informationssystemer.

De oplysninger, der er omhandlet i første afsnit, litra e), deles med IICB, CSIRT-netværket og Den Europæiske Unions Efterretnings- og Situationscenter (EU INTCEN), hvor det er relevant og hensigtsmæssigt, og under overholdelse af passende fortrolighedsbetingelser.

4.   CERT-EU kan i overensstemmelse med artikel 17 eller 18, alt efter hvad der er relevant, samarbejde med relevante cybersikkerhedsfællesskaber i Unionen og dens medlemsstater, herunder på følgende områder:

a)

beredskab, koordinering i forbindelse med hændelser, udveksling af oplysninger og reaktion på kriser på teknisk plan i forbindelse med sager, der har tilknytning til EU-enhederne

b)

operationelt samarbejde i forbindelse med CSIRT-netværket, herunder med hensyn til gensidig bistand

c)

efterretninger om cybertrusler, herunder situationsbevidsthed

d)

et hvilket som helst andet område, hvor CERT-EU's tekniske cybersikkerhedsekspertise er påkrævet.

5.   CERT-EU indgår inden for sin kompetence i et struktureret samarbejde med ENISA om kapacitetsopbygning, operationelt samarbejde og langsigtede strategiske analyser af cybertrusler i overensstemmelse med forordning (EU) 2019/881. CERT-EU kan samarbejde og udveksle oplysninger med Europols Europæiske Center for Bekæmpelse af Cyberkriminalitet.

6.   CERT-EU kan levere følgende tjenester, der ikke er beskrevet i dets tjenestekatalog (betalingspligtige tjenester):

a)

tjenester til støtte for cybersikkerheden i relation til EU-enhedernes IKT-miljø ud over dem, der er omhandlet i stk. 3, i henhold til serviceleveranceaftaler og under forudsætning af, at der er ressourcer til rådighed, navnlig bredspektret overvågning af netværk, herunder 24/7-frontlinjeovervågning af meget alvorlige cybertrusler

b)

tjenester til støtte for EU-enhedernes cybersikkerhedsoperationer eller -projekter ud over dem, der beskytter deres IKT-miljø, i henhold til skriftlige aftaler og under forudsætning af forudgående godkendelse fra IICB

c)

efter anmodning en proaktiv scanning af den pågældende EU-enheds net- og informationssystemer for at opdage sårbarheder med en potentiel væsentlig virkning

d)

tjenester til støtte for IKT-miljøers sikkerhed i andre organisationer end EU-enhederne, som arbejder tæt sammen med EU-enhederne, f.eks. fordi de er tildelt opgaver eller ansvarsområder i henhold til EU-retten, i henhold til skriftlige aftaler og under forudsætning af forudgående godkendelse fra IICB.

For så vidt angår første afsnit, litra d), kan CERT-EU undtagelsesvis indgå serviceleveranceaftaler med andre enheder end EU-enheder med forudgående godkendelse fra IICB.

7.   CERT-EU arrangerer og kan deltage i cybersikkerhedsøvelser eller opfordre til deltagelse i eksisterende øvelser, hvor det er relevant i tæt samarbejde med ENISA, med henblik på at teste cybersikkerhedsniveauet i EU-enhederne.

8.   CERT-EU kan yde bistand til EU-enhederne vedrørende hændelser i net- og informationssystemer, der håndterer EUCI, hvis de pågældende EU-enheder udtrykkeligt anmoder herom i overensstemmelse med deres respektive procedurer. CERT-EU's ydelse af bistand i henhold til dette stykke berører ikke gældende regler om beskyttelse af klassificerede informationer.

9.   CERT-EU underretter EU-enhederne om sine procedurer og processer for håndtering af hændelser.

10.   CERT-EU bidrager med en høj grad af fortrolighed og pålidelighed via de behørige samarbejdsmekanismer og rapporteringsveje til relevante og anonymiserede oplysninger om større hændelser og måden, hvorpå de blev håndteret. Disse oplysninger medtages i den rapport, der er omhandlet i artikel 10, stk. 14.

11.   CERT-EU støtter i samarbejde med EDPS de pågældende EU-enheder, når de håndterer hændelser, der medfører brud på persondatasikkerheden, uden at dette berører EDPS' kompetencer og opgaver som tilsynsmyndighed i henhold til forordning (EU) 2018/1725.

12.   CERT-EU kan, hvis EU-enhedernes politiske afdelinger udtrykkeligt anmoder herom, yde teknisk rådgivning eller input om relevante politiske spørgsmål.

Artikel 14

Retningslinjer, henstillinger og opfordringer til tiltag

1.   CERT-EU støtter gennemførelsen af denne forordning ved at udstede:

a)

opfordringer til tiltag, der beskriver hastende sikkerhedsforanstaltninger, som EU-enhederne kraftigt opfordres til at træffe inden udløbet af en fastsat frist

b)

forslag til IICB om retningslinjer rettet til alle eller en delgruppe af EU-enheder

c)

forslag til IICB om henstillinger rettet til individuelle EU-enheder.

Med hensyn til første afsnit, litra a), underretter den pågældende EU-enhed uden unødigt ophold efter modtagelsen af opfordringen til tiltag CERT-EU om, hvordan de hastende sikkerhedsforanstaltninger er blevet anvendt.

2.   Retningslinjer og henstillinger kan omfatte:

a)

fælles metoder og en model for modenhedsvurdering af EU-enhedernes cybersikkerhed, herunder de tilhørende skalaer eller KPI'er, der tjener som reference til støtte for løbende forbedringer af cybersikkerheden i alle EU-enhederne og letter prioriteringen af cybersikkerhedsområder og -foranstaltninger under hensyntagen til enhedernes cybersikkerhedstilstand

b)

ordninger for eller forbedringer af styringen af cybersikkerhedsrisici og foranstaltningerne til styring af cybersikkerhedsrisici

c)

ordninger for modenhedsvurderinger af cybersikkerheden og cybersikkerhedsplaner

d)

hvor det er relevant, brugen af fælles teknologi, arkitektur, open source og dertil knyttet bedste praksis med henblik på at opnå interoperabilitet og fælles standarder, herunder en koordineret tilgang til forsyningskædesikkerhed

e)

hvor det er relevant, oplysninger med henblik på at lette anvendelsen af fælles udbudsinstrumenter til indkøb af relevante cybersikkerhedstjenester og -produkter fra tredjepartsleverandører

f)

ordninger for udveksling af oplysninger i henhold til artikel 20.

Artikel 20

Ordninger for udveksling af cybersikkerhedsoplysninger

1.   EU-enheder kan på frivillig basis underrette CERT-EU og give det oplysninger om hændelser, cybertrusler, nærvedhændelser og sårbarheder, der berører dem. CERT-EU sikrer, at der er adgang til effektive kommunikationsmidler med en høj grad af sporbarhed, fortrolighed og pålidelighed med henblik på at fremme udveksling af oplysninger med EU-enhederne. CERT-EU kan ved behandlingen af underretninger prioritere behandlingen af obligatoriske underretninger fremfor frivillige underretninger. Med forbehold af artikel 12 må frivillig underretning ikke medføre, at den rapporterende EU-enhed pålægges nogen yderligere forpligtelser, som den ikke ville være omfattet af, hvis den ikke havde indgivet underretningen.

2.   CERT-EU kan med henblik på at udføre sin mission og sine opgaver som omhandlet i artikel 13 anmode EU-enhederne om oplysninger fra deres respektive IKT-systemfortegnelser, herunder oplysninger vedrørende cybertrusler, nærvedhændelser, sårbarheder, kompromitteringsindikatorer, cybersikkerhedsadvarsler og henstillinger vedrørende konfiguration af cybersikkerhedsværktøjer til opdagelse af cyberhændelser. En EU-enhed, der modtager en sådan anmodning, overfører de oplysninger, der anmodes om, samt eventuelle efterfølgende ajourføringer heraf uden unødigt ophold.

3.   CERT-EU må udveksle hændelsesspecifikke oplysninger med EU-enheder, der afslører identiteten på den EU-enhed, der er berørt af hændelsen, forudsat at den berørte EU-enhed giver sit samtykke. Hvis en EU-enhed nægter at give samtykke, giver den CERT-EU en begrundelse, der underbygger denne afgørelse.

4.   EU-enheder udveksler på anmodning oplysninger med Europa-Parlamentet og Rådet om færdiggørelsen af cybersikkerhedsplanerne.

5.   IICB eller CERT-EU, alt efter hvad der er relevant, deler på anmodning retningslinjer, henstillinger og opfordringer til tiltag med Europa-Parlamentet og Rådet.

6.   De deleforpligtelser, der er fastsat i denne artikel, omfatter ikke:

a)

EUCI

b)

oplysninger, hvis videre udbredelse er blevet udelukket ved hjælp af en synlig mærkning, medmindre det udtrykkeligt er tilladt at dele dem med CERT-EU.

Artikel 21

Rapporteringsforpligtelser

1.   En hændelse anses for at være væsentlig, hvis:

a)

den har forårsaget eller er i stand til at forårsage alvorlige driftsmæssige forstyrrelser i den pågældende EU-enheds funktionsdygtighed eller økonomiske tab for denne

b)

den har påvirket eller er i stand til at påvirke andre fysiske eller juridiske personer ved at forårsage betydelig materiel eller immateriel skade.

2.   EU-enhederne fremsender til CERT-EU:

a)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 24 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse et tidligt varsel, som i givet fald skal angive, at den væsentlige hændelse mistænkes for at være forårsaget af ulovlige eller ondsindede handlinger eller kunne have en virkning på tværs af enheder eller en grænseoverskridende virkning

b)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 72 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse, en hændelsesunderretning, som i givet fald skal ajourføre de i litra a) omhandlede oplysninger og give en indledende vurdering af den væsentlige hændelse, herunder dens alvor og virkning samt kompromitteringsindikatorerne, hvor sådanne foreligger

c)

på CERT-EU's anmodning en foreløbig rapport om relevante statusopdateringer

d)

en endelig rapport senest en måned efter forelæggelsen af den i litra b) omhandlede hændelsesunderretning, som skal omfatte følgende:

i)

en detaljeret beskrivelse af hændelsen, herunder dens alvor og virkning

ii)

den type trussel eller grundlæggende årsag, der sandsynligvis har udløst hændelsen

iii)

anvendte og igangværende afbødende foranstaltninger

iv)

hvor det er relevant, virkninger på tværs af enheder eller grænseoverskridende virkninger af hændelsen

e)

hvis en hændelse stadig pågår på tidspunktet for indgivelsen af den i litra d) omhandlede endelige rapport, en statusrapport på dette tidspunkt og en endelig rapport senest en måned efter deres håndtering af hændelsen.

3.   En EU-enhed underretter uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest 24 timer efter at have fået kendskab til en væsentlig hændelse alle relevante medlemsstatsmodparter, jf. artikel 17, stk. 1, i den medlemsstat, hvor den befinder sig, om, at der er indtruffet en væsentlig hændelse.

4.   EU-enhederne meddeler bl.a. alle oplysninger, der gør det muligt for CERT-EU at fastslå eventuelle virkninger på tværs af enheder, virkninger for værtsmedlemsstaten eller grænseoverskridende virkninger efter en væsentlig hændelse. Med forbehold af artikel 12 medfører underretningen i sig selv ikke øget ansvar for den underrettende EU-enhed.

5.   Hvor det er relevant, kommunikerer EU-enhederne uden unødigt ophold med brugerne af de påvirkede net- og informationssystemer eller af andre komponenter i IKT-miljøet, som potentielt kan blive påvirket af en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel, og som, hvor det er relevant, er nødt til at træffe afbødende foranstaltninger, om alle foranstaltninger eller modforholdsregler, de kan træffe som reaktion på den pågældende hændelse eller trussel. Hvor det er relevant, informerer EU-enhederne disse brugere om selve den væsentlige cybertrussel.

6.   Hvis en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel påvirker et net- og informationssystem eller en komponent i en EU-enheds IKT-miljø, som man ved er forbundet med en anden EU-enheds IKT-miljø, udsteder CERT-EU en relevant cybersikkerhedsadvarsel.

7.   EU-enhederne giver på CERT-EU's anmodning og uden unødigt ophold CERT-EU digitale oplysninger, der er skabt ved brug af elektroniske enheder, som har været involveret i deres respektive hændelser. CERT-EU kan præcisere yderligere, hvilken type digitale oplysninger det har brug for med henblik på situationsbevidsthed og reaktion på hændelser.

8.   CERT-EU forelægger hver tredje måned IICB, ENISA, EU INTCEN og CSIRT-netværket en sammenfattende rapport, herunder anonymiserede og aggregerede data om væsentlige hændelser, hændelser, cybertrusler, nærvedhændelser og sårbarheder i henhold til artikel 20 og væsentlige hændelser, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. Den sammenfattende rapport udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

9.   IICB udsteder senest den 8. juli 2024 retningslinjer eller henstillinger med en nærmere præcisering af ordningen og formatet for samt indholdet af rapporteringen i henhold til denne artikel. Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer eller henstillinger tager IICB hensyn til eventuelle gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 11, i direktiv (EU) 2022/2555, der præciserer typen af oplysninger, formatet og proceduren for underretninger. CERT-EU formidler de relevante tekniske detaljer om cybertrusler for at gøre det muligt for EU-enhederne at foretage proaktiv opdagelse, reagere på hændelser eller træffe afhjælpende foranstaltninger.

10.   Rapporteringsforpligtelserne, der er fastsat i denne artikel, gælder ikke:

a)

EUCI

b)

oplysninger, hvis videre udbredelse er blevet udelukket ved en synlig mærkning, medmindre det udtrykkeligt er tilladt at dele dem med CERT-EU.

Artikel 22

Koordinering af og samarbejde om reaktionen på hændelser

1.   I sin funktion som knudepunkt for udveksling af oplysninger vedrørende cybersikkerhed og for koordinering af reaktionen på hændelser fremmer CERT-EU udvekslingen af oplysninger om hændelser, cybertrusler, sårbarheder og nærvedhændelser mellem:

a)

EU-enheder

b)

de i artikel 17 og 18 omhandlede modparter.

2.   CERT-EU fremmer, hvor det er relevant i tæt samarbejde med ENISA, koordineringen mellem EU-enheder af reaktioner på hændelser, herunder:

a)

bidrag til konsekvent ekstern kommunikation

b)

gensidig støtte såsom udveksling af oplysninger, der er relevante for EU-enheder, eller ydelse af bistand direkte på stedet, hvor det er relevant

c)

optimal udnyttelse af operationelle ressourcer

d)

koordineringen med andre krisereaktionsmekanismer på EU-plan.

3.   CERT-EU støtter, i tæt samarbejde med ENISA, EU-enhederne i relation til situationsbevidsthed i forbindelse med hændelser, cybertrusler, sårbarheder og nærvedhændelser og deler oplysninger om den seneste udvikling inden for cybersikkerhed.

4.   IICB vedtager senest den 8. januar 2025 på grundlag af et forslag fra CERT-EU retningslinjer eller henstillinger om koordinering af reaktionen på hændelser og samarbejde om væsentlige hændelser. Hvis hændelsen mistænkes for at være af strafferetlig karakter, rådgiver CERT-EU også om, hvordan de retshåndhævende myndigheder underrettes om hændelsen, uden unødigt ophold.

5.   Efter en specifik anmodning fra en medlemsstat og med de berørte EU-enheders godkendelse kan CERT-EU indkalde eksperter fra den liste, der er omhandlet i artikel 23, stk. 4, med henblik på at bidrage til reaktionen på en større hændelse, som har en virkning i den pågældende medlemsstat, eller en omfattende cybersikkerhedshændelse i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3, litra g), i direktiv (EU) 2022/2555. Specifikke regler for adgangen til og brugen af tekniske eksperter fra EU-enheder skal godkendes af IICB på grundlag af et forslag fra CERT-EU.


whereas









keyboard_arrow_down