search


keyboard_tab Cyber Resilience Act 2023/2841 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2841 DA cercato: 'omhandlede' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index omhandlede:


whereas omhandlede:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 492

 

Artikel 10

Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed

1.   Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed (IICB) oprettes herved.

2.   IICB er ansvarligt for:

a)

at overvåge og støtte EU-enhedernes gennemførelse af denne forordning

b)

at føre tilsyn med CERT-EU's gennemførelse af de generelle prioriteter og mål og udstikke den strategiske retning for CERT-EU.

3.   IICB sammensættes af:

a)

én repræsentant udpeget af hver af følgende:

i)

Europa-Parlamentet

ii)

Det Europæiske Råd

iii)

Rådet for Den Europæiske Union

iv)

Kommissionen

v)

Den Europæiske Unions Domstol

vi)

Den Europæiske Centralbank

vii)

Revisionsretten

viii)

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil

ix)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

x)

Regionsudvalget

xi)

Den Europæiske Investeringsbank

xii)

Det Europæiske Industri-, Teknologi- og Forskningskompetencecenter for Cybersikkerhed

xiii)

ENISA

xiv)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS)

xv)

Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet.

b)

tre repræsentanter udpeget af EU-agenturernes netværk (EUAN) på grundlag af et forslag fra netværkets rådgivende IKT-udvalg til at repræsentere interesserne for Unionens organer, kontorer og agenturer, der har deres eget IKT-miljø, bortset fra dem, der er omhandlet i litra a).

De EU-enheder, der er repræsenteret i IICB, tilstræber at opnå en ligelig kønsfordeling blandt de udpegede repræsentanter.

4.   Medlemmerne af IICB kan bistås af en suppleant. Formanden kan invitere andre repræsentanter for de i stk. 3 omhandlede EU-enheder eller for andre EU-enheder til at deltage i IICB's møder uden stemmeret.

5.   Chefen for CERT-EU samt formændene for samarbejdsgruppen, CSIRT-netværket og EU-CyCLONe, der er oprettet i henhold til henholdsvis artikel 14, 15 og 16 i direktiv (EU) 2022/2555, eller deres suppleanter kan deltage i IICB's møder som observatører. I undtagelsestilfælde kan IICB i overensstemmelse med dets forretningsorden træffe en anden afgørelse.

6.   IICB vedtager sin egen forretningsorden.

7.   IICB udpeger en formand blandt medlemmerne i overensstemmelse med sin forretningsorden og for en periode på tre år. Formandens suppleant bliver fuldgyldigt medlem af IICB for samme periode.

8.   IICB mødes mindst tre gange årligt på formandens initiativ, efter anmodning fra CERT-EU, eller efter anmodning fra et af medlemmerne.

9.   Hvert medlem af IICB har én stemme. IICB's afgørelser træffes med simpelt flertal, såfremt intet andet er fastsat i denne forordning. Formanden for IICB har ikke stemmeret, undtagen i tilfælde af stemmelighed, hvor formanden kan afgive den afgørende stemme.

10.   IICB kan handle ved hjælp af en forenklet skriftlig procedure, som indledes i overensstemmelse med dets forretningsorden. I henhold til denne procedure anses den relevante afgørelse for at være godkendt inden for den tidsfrist, som formanden har fastsat, medmindre et medlem gør indsigelse.

11.   IICB's sekretariat stilles til rådighed af Kommissionen og refererer til IICB's formand.

12.   De repræsentanter, der er udpeget af EUAN, formidler IICB's afgørelser til EUAN's medlemmer. Ethvert medlem af EUAN har ret til over for disse repræsentanter eller IICB's formand at rejse ethvert spørgsmål, som medlemmet mener, IICB bør gøres opmærksom på.

13.   IICB kan nedsætte et forretningsudvalg til at bistå IICB i dets arbejde og delegere nogle af sine opgaver og beføjelser til samme. IICB fastsætter forretningsudvalgets forretningsorden, herunder dets opgaver og beføjelser, og dets medlemmers mandatperiode.

14.   Senest den 8. januar 2025 og derefter hvert år forelægger IICB en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, som indeholder en detaljeret beskrivelse af de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af denne forordning, og som navnlig præciserer omfanget af CERT-EU's samarbejde med medlemsstatsmodparter i hver af medlemsstaterne. Rapporten udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

Artikel 21

Rapporteringsforpligtelser

1.   En hændelse anses for at være væsentlig, hvis:

a)

den har forårsaget eller er i stand til at forårsage alvorlige driftsmæssige forstyrrelser i den pågældende EU-enheds funktionsdygtighed eller økonomiske tab for denne

b)

den har påvirket eller er i stand til at påvirke andre fysiske eller juridiske personer ved at forårsage betydelig materiel eller immateriel skade.

2.   EU-enhederne fremsender til CERT-EU:

a)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 24 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse et tidligt varsel, som i givet fald skal angive, at den væsentlige hændelse mistænkes for at være forårsaget af ulovlige eller ondsindede handlinger eller kunne have en virkning på tværs af enheder eller en grænseoverskridende virkning

b)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 72 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse, en hændelsesunderretning, som i givet fald skal ajourføre de i litra a) omhandlede oplysninger og give en indledende vurdering af den væsentlige hændelse, herunder dens alvor og virkning samt kompromitteringsindikatorerne, hvor sådanne foreligger

c)

på CERT-EU's anmodning en foreløbig rapport om relevante statusopdateringer

d)

en endelig rapport senest en måned efter forelæggelsen af den i litra b) omhandlede hændelsesunderretning, som skal omfatte følgende:

i)

en detaljeret beskrivelse af hændelsen, herunder dens alvor og virkning

ii)

den type trussel eller grundlæggende årsag, der sandsynligvis har udløst hændelsen

iii)

anvendte og igangværende afbødende foranstaltninger

iv)

hvor det er relevant, virkninger på tværs af enheder eller grænseoverskridende virkninger af hændelsen

e)

hvis en hændelse stadig pågår på tidspunktet for indgivelsen af den i litra d) omhandlede endelige rapport, en statusrapport på dette tidspunkt og en endelig rapport senest en måned efter deres håndtering af hændelsen.

3.   En EU-enhed underretter uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest 24 timer efter at have fået kendskab til en væsentlig hændelse alle relevante medlemsstatsmodparter, jf. artikel 17, stk. 1, i den medlemsstat, hvor den befinder sig, om, at der er indtruffet en væsentlig hændelse.

4.   EU-enhederne meddeler bl.a. alle oplysninger, der gør det muligt for CERT-EU at fastslå eventuelle virkninger på tværs af enheder, virkninger for værtsmedlemsstaten eller grænseoverskridende virkninger efter en væsentlig hændelse. Med forbehold af artikel 12 medfører underretningen i sig selv ikke øget ansvar for den underrettende EU-enhed.

5.   Hvor det er relevant, kommunikerer EU-enhederne uden unødigt ophold med brugerne af de påvirkede net- og informationssystemer eller af andre komponenter i IKT-miljøet, som potentielt kan blive påvirket af en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel, og som, hvor det er relevant, er nødt til at træffe afbødende foranstaltninger, om alle foranstaltninger eller modforholdsregler, de kan træffe som reaktion på den pågældende hændelse eller trussel. Hvor det er relevant, informerer EU-enhederne disse brugere om selve den væsentlige cybertrussel.

6.   Hvis en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel påvirker et net- og informationssystem eller en komponent i en EU-enheds IKT-miljø, som man ved er forbundet med en anden EU-enheds IKT-miljø, udsteder CERT-EU en relevant cybersikkerhedsadvarsel.

7.   EU-enhederne giver på CERT-EU's anmodning og uden unødigt ophold CERT-EU digitale oplysninger, der er skabt ved brug af elektroniske enheder, som har været involveret i deres respektive hændelser. CERT-EU kan præcisere yderligere, hvilken type digitale oplysninger det har brug for med henblik på situationsbevidsthed og reaktion på hændelser.

8.   CERT-EU forelægger hver tredje måned IICB, ENISA, EU INTCEN og CSIRT-netværket en sammenfattende rapport, herunder anonymiserede og aggregerede data om væsentlige hændelser, hændelser, cybertrusler, nærvedhændelser og sårbarheder i henhold til artikel 20 og væsentlige hændelser, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. Den sammenfattende rapport udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

9.   IICB udsteder senest den 8. juli 2024 retningslinjer eller henstillinger med en nærmere præcisering af ordningen og formatet for samt indholdet af rapporteringen i henhold til denne artikel. Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer eller henstillinger tager IICB hensyn til eventuelle gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 11, i direktiv (EU) 2022/2555, der præciserer typen af oplysninger, formatet og proceduren for underretninger. CERT-EU formidler de relevante tekniske detaljer om cybertrusler for at gøre det muligt for EU-enhederne at foretage proaktiv opdagelse, reagere på hændelser eller træffe afhjælpende foranstaltninger.

10.   Rapporteringsforpligtelserne, der er fastsat i denne artikel, gælder ikke:

a)

EUCI

b)

oplysninger, hvis videre udbredelse er blevet udelukket ved en synlig mærkning, medmindre det udtrykkeligt er tilladt at dele dem med CERT-EU.

Artikel 22

Koordinering af og samarbejde om reaktionen på hændelser

1.   I sin funktion som knudepunkt for udveksling af oplysninger vedrørende cybersikkerhed og for koordinering af reaktionen på hændelser fremmer CERT-EU udvekslingen af oplysninger om hændelser, cybertrusler, sårbarheder og nærvedhændelser mellem:

a)

EU-enheder

b)

de i artikel 17 og 18 omhandlede modparter.

2.   CERT-EU fremmer, hvor det er relevant i tæt samarbejde med ENISA, koordineringen mellem EU-enheder af reaktioner på hændelser, herunder:

a)

bidrag til konsekvent ekstern kommunikation

b)

gensidig støtte såsom udveksling af oplysninger, der er relevante for EU-enheder, eller ydelse af bistand direkte på stedet, hvor det er relevant

c)

optimal udnyttelse af operationelle ressourcer

d)

koordineringen med andre krisereaktionsmekanismer på EU-plan.

3.   CERT-EU støtter, i tæt samarbejde med ENISA, EU-enhederne i relation til situationsbevidsthed i forbindelse med hændelser, cybertrusler, sårbarheder og nærvedhændelser og deler oplysninger om den seneste udvikling inden for cybersikkerhed.

4.   IICB vedtager senest den 8. januar 2025 på grundlag af et forslag fra CERT-EU retningslinjer eller henstillinger om koordinering af reaktionen på hændelser og samarbejde om væsentlige hændelser. Hvis hændelsen mistænkes for at være af strafferetlig karakter, rådgiver CERT-EU også om, hvordan de retshåndhævende myndigheder underrettes om hændelsen, uden unødigt ophold.

5.   Efter en specifik anmodning fra en medlemsstat og med de berørte EU-enheders godkendelse kan CERT-EU indkalde eksperter fra den liste, der er omhandlet i artikel 23, stk. 4, med henblik på at bidrage til reaktionen på en større hændelse, som har en virkning i den pågældende medlemsstat, eller en omfattende cybersikkerhedshændelse i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3, litra g), i direktiv (EU) 2022/2555. Specifikke regler for adgangen til og brugen af tekniske eksperter fra EU-enheder skal godkendes af IICB på grundlag af et forslag fra CERT-EU.


whereas









keyboard_arrow_down