search


keyboard_tab Cyber Resilience Act 2023/2841 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2841 DA cercato: 'modparter' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index modparter:


whereas modparter:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 717

 

Artikel 10

Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed

1.   Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed (IICB) oprettes herved.

2.   IICB er ansvarligt for:

a)

at overvåge og støtte EU-enhedernes gennemførelse af denne forordning

b)

at føre tilsyn med CERT-EU's gennemførelse af de generelle prioriteter og mål og udstikke den strategiske retning for CERT-EU.

3.   IICB sammensættes af:

a)

én repræsentant udpeget af hver af følgende:

i)

Europa-Parlamentet

ii)

Det Europæiske Råd

iii)

Rådet for Den Europæiske Union

iv)

Kommissionen

v)

Den Europæiske Unions Domstol

vi)

Den Europæiske Centralbank

vii)

Revisionsretten

viii)

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil

ix)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

x)

Regionsudvalget

xi)

Den Europæiske Investeringsbank

xii)

Det Europæiske Industri-, Teknologi- og Forskningskompetencecenter for Cybersikkerhed

xiii)

ENISA

xiv)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS)

xv)

Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet.

b)

tre repræsentanter udpeget af EU-agenturernes netværk (EUAN) på grundlag af et forslag fra netværkets rådgivende IKT-udvalg til at repræsentere interesserne for Unionens organer, kontorer og agenturer, der har deres eget IKT-miljø, bortset fra dem, der er omhandlet i litra a).

De EU-enheder, der er repræsenteret i IICB, tilstræber at opnå en ligelig kønsfordeling blandt de udpegede repræsentanter.

4.   Medlemmerne af IICB kan bistås af en suppleant. Formanden kan invitere andre repræsentanter for de i stk. 3 omhandlede EU-enheder eller for andre EU-enheder til at deltage i IICB's møder uden stemmeret.

5.   Chefen for CERT-EU samt formændene for samarbejdsgruppen, CSIRT-netværket og EU-CyCLONe, der er oprettet i henhold til henholdsvis artikel 14, 15 og 16 i direktiv (EU) 2022/2555, eller deres suppleanter kan deltage i IICB's møder som observatører. I undtagelsestilfælde kan IICB i overensstemmelse med dets forretningsorden træffe en anden afgørelse.

6.   IICB vedtager sin egen forretningsorden.

7.   IICB udpeger en formand blandt medlemmerne i overensstemmelse med sin forretningsorden og for en periode på tre år. Formandens suppleant bliver fuldgyldigt medlem af IICB for samme periode.

8.   IICB mødes mindst tre gange årligt på formandens initiativ, efter anmodning fra CERT-EU, eller efter anmodning fra et af medlemmerne.

9.   Hvert medlem af IICB har én stemme. IICB's afgørelser træffes med simpelt flertal, såfremt intet andet er fastsat i denne forordning. Formanden for IICB har ikke stemmeret, undtagen i tilfælde af stemmelighed, hvor formanden kan afgive den afgørende stemme.

10.   IICB kan handle ved hjælp af en forenklet skriftlig procedure, som indledes i overensstemmelse med dets forretningsorden. I henhold til denne procedure anses den relevante afgørelse for at være godkendt inden for den tidsfrist, som formanden har fastsat, medmindre et medlem gør indsigelse.

11.   IICB's sekretariat stilles til rådighed af Kommissionen og refererer til IICB's formand.

12.   De repræsentanter, der er udpeget af EUAN, formidler IICB's afgørelser til EUAN's medlemmer. Ethvert medlem af EUAN har ret til over for disse repræsentanter eller IICB's formand at rejse ethvert spørgsmål, som medlemmet mener, IICB bør gøres opmærksom på.

13.   IICB kan nedsætte et forretningsudvalg til at bistå IICB i dets arbejde og delegere nogle af sine opgaver og beføjelser til samme. IICB fastsætter forretningsudvalgets forretningsorden, herunder dets opgaver og beføjelser, og dets medlemmers mandatperiode.

14.   Senest den 8. januar 2025 og derefter hvert år forelægger IICB en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, som indeholder en detaljeret beskrivelse af de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af denne forordning, og som navnlig præciserer omfanget af CERT-EU's samarbejde med medlemsstatsmodparter i hver af medlemsstaterne. Rapporten udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

Artikel 15

Chefen for CERT-EU

1.   Kommissionen udnævner chefen for CERT-EU efter at have indhentet godkendelse fra to tredjedele af IICB's medlemmer. IICB høres i alle udvælgelsesprocedurens faser, navnlig i forbindelse med udarbejdelse af stillingsopslag, behandling af ansøgninger og udpegelse af udvælgelseskomitéer i forbindelse med denne stilling. Udvælgelsesproceduren, herunder den endelige liste over kandidater, blandt hvilke CERT-EU's chef skal udnævnes, skal sikre en retfærdig repræsentation af hvert køn under hensyntagen til de indgivne ansøgninger.

2.   Chefen for CERT-EU er ansvarlig for, at CERT-EU fungerer korrekt, og handler inden for rammerne af sin rolle og under ledelse af IICB. Chefen for CERT-EU aflægger regelmæssigt rapport til formanden for IICB og forelægger ad hoc-rapporter for IICB på anmodning herfra.

3.   Chefen for CERT-EU bistår den ved delegation bemyndigede ansvarlige anvisningsberettigede med udarbejdelsen af årsberetningen med oplysninger om de finansielle og forvaltningsmæssige forhold, herunder kontrolresultater, der udarbejdes i overensstemmelse med artikel 74, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (9), og aflægger regelmæssigt rapport til den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede om gennemførelsen af foranstaltninger, i forbindelse med hvilke der er videredelegeret beføjelser til chefen for CERT-EU.

4.   Chefen for CERT-EU udarbejder årligt en finansiel planlægning af de administrative indtægter og udgifter i forbindelse med CERT-EU's aktiviteter, et forslag til det årlige arbejdsprogram, et forslag til CERT-EU's tjenestekatalog, foreslåede ændringer af tjenestekataloget, et forslag til ordninger for serviceleveranceaftaler og foreslåede KPI'er for CERT-EU, som IICB skal godkende i overensstemmelse med artikel 11. Ved revision af listen over tjenester i CERT-EU's tjenestekatalog tager CERT-EU's chef hensyn til de ressourcer, som CERT-EU har fået tildelt.

5.   Chefen for CERT-EU forelægger mindst en gang om året IICB og formanden for IICB rapporter om CERT-EU's aktiviteter og resultater i referenceperioden, herunder om gennemførelsen af budgettet, serviceleveranceaftaler og indgåede skriftlige aftaler, samarbejde med modparter og partnere og tjenesterejser, som personalet har foretaget, herunder de rapporter, der er omhandlet i artikel 11. Disse rapporter skal indeholde et arbejdsprogram for den efterfølgende periode, finansiel planlægning af indtægter og udgifter, herunder personale, planlagte ajourføringer af CERT-EU's tjenestekatalog og en vurdering af den forventede virkning, som sådanne ajourføringer kan have med hensyn til finansielle og menneskelige ressourcer.

Artikel 17

CERT-EU's samarbejde med medlemsstatsmodparter

1.   CERT-EU samarbejder og udveksler oplysninger uden unødigt ophold med modparter i medlemsstaterne, navnlig de CSIRT'er, der er udpeget eller oprettet i henhold til artikel 10 i direktiv (EU) 2022/2555, eller, hvor det er relevant, de kompetente myndigheder og centrale kontaktpunkter, der er udpeget eller oprettet i henhold til artikel 8 i nævnte direktiv, om hændelser, cybertrusler, sårbarheder, nærvedhændelser, eventuelle modforanstaltninger samt bedste praksis og om alle spørgsmål, der er relevante for at forbedre beskyttelsen af EU-enhedernes IKT-miljøer, herunder ved hjælp af det CSIRT-netværk, der er oprettet i henhold til artikel 15 i direktiv (EU) 2022/2555. CERT-EU støtter Kommissionen i EU-CyCLONe, som er oprettet i henhold til artikel 16 i direktiv (EU) 2022/2555 om koordineret forvaltning af omfattende cybersikkerhedshændelser og kriser.

2.   Hvis CERT-EU bliver opmærksomt på en væsentlig hændelse, der indtræffer på en medlemsstats område, underretter det straks alle relevante medlemsstatsmodparter i den pågældende medlemsstat i overensstemmelse med stk. 1.

3.   Forudsat at personoplysninger er beskyttet i overensstemmelse med gældende EU-databeskyttelsesret, udveksler CERT-EU uden unødigt ophold relevante hændelsesspecifikke oplysninger med medlemsstatsmodparter for at lette opdagelsen af lignende cybertrusler eller -hændelser eller for at bidrage til analysen af en hændelse uden tilladelse fra den berørte EU-enhed. CERT-EU udveksler kun hændelsesspecifikke oplysninger, der afslører identiteten på målet for hændelsen, i tilfælde af et af følgende:

a)

den berørte EU-enhed giver samtykke

b)

den berørte EU-enhed ikke giver samtykke som fastsat i litra a), men offentliggørelsen af den berørte EU-enheds identitet vil øge sandsynligheden for, at hændelser andre steder vil blive undgået eller afbødet

c)

den berørte EU-enhed allerede har offentliggjort, at den var berørt.

Afgørelser om udveksling af hændelsesspecifikke oplysninger, der afslører identiteten af målet for hændelsen i henhold til første afsnit, litra b), skal godkendes af CERT-EU's chef. Inden offentliggørelsen af en sådan afgørelse, kontakter CERT-EU skriftligt den berørte EU-enhed og forklarer tydeligt, hvordan offentliggørelsen af dens identitet vil bidrage til at undgå eller afbøde hændelser andre steder. CERT-EU's chef giver denne forklaring og anmoder udtrykkeligt EU-enheden om at meddele, hvorvidt den giver samtykke, inden for en fastsat frist. CERT-EU's chef oplyser også EU-enheden om, at han eller hun i lyset af den fremlagte forklaring forbeholder sig ret til at videregive oplysningerne, selv om der ikke gives samtykke. Den berørte EU-enhed underrettes, inden oplysningerne videregives.

Artikel 18

CERT-EU's samarbejde med andre modparter

1.   CERT-EU må samarbejde med andre modparter i Unionen end dem, der er omhandlet i artikel 17, som er underlagt EU-cybersikkerhedskrav, herunder branchespecifikke modparter, om værktøjer og metoder såsom teknikker, taktikker, procedurer og bedste praksis samt om cybertrusler og sårbarheder. CERT-EU indhenter med henblik på alt samarbejde med sådanne modparter forudgående godkendelse fra IICB i hvert enkelt tilfælde. Hvis CERT-EU etablerer et samarbejde med sådanne modparter, underretter den alle relevante medlemsstatsmodparter, jf. artikel 17, stk. 1, i den medlemsstat, hvor modparten befinder sig. Hvor det er relevant og hensigtsmæssigt, fastlægges et sådant samarbejde og betingelserne herfor, herunder vedrørende cybersikkerhed, databeskyttelse og håndtering af oplysninger, i særlige aftaler om fortrolighed, såsom kontrakter eller administrative ordninger. Aftalerne om fortrolighed kræver ikke forudgående godkendelse fra IICB, men IICB's formand skal underrettes. I tilfælde af et presserende og nært forestående behov for at udveksle cybersikkerhedsoplysninger i EU-enhedernes eller en anden parts interesse kan CERT-EU gøre dette med en enhed, hvis specifikke kompetence, kapacitet og ekspertise med god grund er nødvendig for at bistå med et sådant presserende og nært forestående behov, selv om CERT-EU ikke har indgået en aftale om fortrolighed med den pågældende enhed. I sådanne tilfælde underretter CERT-EU straks IICB's formand og aflægger rapport til IICB gennem regelmæssige rapporter eller møder.

2.   CERT-EU må samarbejde med andre partnere såsom kommercielle enheder, herunder branche- og sektorspecifikke enheder, internationale organisationer, nationale ikke-EU-enheder eller individuelle eksperter med henblik på at indsamle oplysninger om generelle og specifikke cybertrusler, nærvedhændelser, sårbarheder og mulige modforanstaltninger. CERT-EU indhenter med henblik på at indlede et bredere samarbejde med sådanne partnere forudgående godkendelse fra IICB i hvert enkelt tilfælde.

3.   CERT-EU må med samtykke fra den EU-enhed, der er berørt af en hændelse, og forudsat at der er indgået en aftale eller kontrakt om fortrolighed med den relevante modpart eller partner, give oplysninger om den specifikke hændelse til modparter eller partnere, der er omhandlet i stk. 1 og 2, udelukkende med henblik på at bidrage til analysen heraf.

KAPITEL V

SAMARBEJDE OG RAPPORTERINGSFORPLIGTELSER

Artikel 21

Rapporteringsforpligtelser

1.   En hændelse anses for at være væsentlig, hvis:

a)

den har forårsaget eller er i stand til at forårsage alvorlige driftsmæssige forstyrrelser i den pågældende EU-enheds funktionsdygtighed eller økonomiske tab for denne

b)

den har påvirket eller er i stand til at påvirke andre fysiske eller juridiske personer ved at forårsage betydelig materiel eller immateriel skade.

2.   EU-enhederne fremsender til CERT-EU:

a)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 24 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse et tidligt varsel, som i givet fald skal angive, at den væsentlige hændelse mistænkes for at være forårsaget af ulovlige eller ondsindede handlinger eller kunne have en virkning på tværs af enheder eller en grænseoverskridende virkning

b)

uden unødigt ophold og under alle omstændigheder inden for 72 timer efter at have fået kendskab til den væsentlige hændelse, en hændelsesunderretning, som i givet fald skal ajourføre de i litra a) omhandlede oplysninger og give en indledende vurdering af den væsentlige hændelse, herunder dens alvor og virkning samt kompromitteringsindikatorerne, hvor sådanne foreligger

c)

på CERT-EU's anmodning en foreløbig rapport om relevante statusopdateringer

d)

en endelig rapport senest en måned efter forelæggelsen af den i litra b) omhandlede hændelsesunderretning, som skal omfatte følgende:

i)

en detaljeret beskrivelse af hændelsen, herunder dens alvor og virkning

ii)

den type trussel eller grundlæggende årsag, der sandsynligvis har udløst hændelsen

iii)

anvendte og igangværende afbødende foranstaltninger

iv)

hvor det er relevant, virkninger på tværs af enheder eller grænseoverskridende virkninger af hændelsen

e)

hvis en hændelse stadig pågår på tidspunktet for indgivelsen af den i litra d) omhandlede endelige rapport, en statusrapport på dette tidspunkt og en endelig rapport senest en måned efter deres håndtering af hændelsen.

3.   En EU-enhed underretter uden unødigt ophold og under alle omstændigheder senest 24 timer efter at have fået kendskab til en væsentlig hændelse alle relevante medlemsstatsmodparter, jf. artikel 17, stk. 1, i den medlemsstat, hvor den befinder sig, om, at der er indtruffet en væsentlig hændelse.

4.   EU-enhederne meddeler bl.a. alle oplysninger, der gør det muligt for CERT-EU at fastslå eventuelle virkninger på tværs af enheder, virkninger for værtsmedlemsstaten eller grænseoverskridende virkninger efter en væsentlig hændelse. Med forbehold af artikel 12 medfører underretningen i sig selv ikke øget ansvar for den underrettende EU-enhed.

5.   Hvor det er relevant, kommunikerer EU-enhederne uden unødigt ophold med brugerne af de påvirkede net- og informationssystemer eller af andre komponenter i IKT-miljøet, som potentielt kan blive påvirket af en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel, og som, hvor det er relevant, er nødt til at træffe afbødende foranstaltninger, om alle foranstaltninger eller modforholdsregler, de kan træffe som reaktion på den pågældende hændelse eller trussel. Hvor det er relevant, informerer EU-enhederne disse brugere om selve den væsentlige cybertrussel.

6.   Hvis en væsentlig hændelse eller en væsentlig cybertrussel påvirker et net- og informationssystem eller en komponent i en EU-enheds IKT-miljø, som man ved er forbundet med en anden EU-enheds IKT-miljø, udsteder CERT-EU en relevant cybersikkerhedsadvarsel.

7.   EU-enhederne giver på CERT-EU's anmodning og uden unødigt ophold CERT-EU digitale oplysninger, der er skabt ved brug af elektroniske enheder, som har været involveret i deres respektive hændelser. CERT-EU kan præcisere yderligere, hvilken type digitale oplysninger det har brug for med henblik på situationsbevidsthed og reaktion på hændelser.

8.   CERT-EU forelægger hver tredje måned IICB, ENISA, EU INTCEN og CSIRT-netværket en sammenfattende rapport, herunder anonymiserede og aggregerede data om væsentlige hændelser, hændelser, cybertrusler, nærvedhændelser og sårbarheder i henhold til artikel 20 og væsentlige hændelser, der er indberettet i henhold til nærværende artikels stk. 2. Den sammenfattende rapport udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

9.   IICB udsteder senest den 8. juli 2024 retningslinjer eller henstillinger med en nærmere præcisering af ordningen og formatet for samt indholdet af rapporteringen i henhold til denne artikel. Ved udarbejdelsen af sådanne retningslinjer eller henstillinger tager IICB hensyn til eventuelle gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til artikel 23, stk. 11, i direktiv (EU) 2022/2555, der præciserer typen af oplysninger, formatet og proceduren for underretninger. CERT-EU formidler de relevante tekniske detaljer om cybertrusler for at gøre det muligt for EU-enhederne at foretage proaktiv opdagelse, reagere på hændelser eller træffe afhjælpende foranstaltninger.

10.   Rapporteringsforpligtelserne, der er fastsat i denne artikel, gælder ikke:

a)

EUCI

b)

oplysninger, hvis videre udbredelse er blevet udelukket ved en synlig mærkning, medmindre det udtrykkeligt er tilladt at dele dem med CERT-EU.

Artikel 22

Koordinering af og samarbejde om reaktionen på hændelser

1.   I sin funktion som knudepunkt for udveksling af oplysninger vedrørende cybersikkerhed og for koordinering af reaktionen på hændelser fremmer CERT-EU udvekslingen af oplysninger om hændelser, cybertrusler, sårbarheder og nærvedhændelser mellem:

a)

EU-enheder

b)

de i artikel 17 og 18 omhandlede modparter.

2.   CERT-EU fremmer, hvor det er relevant i tæt samarbejde med ENISA, koordineringen mellem EU-enheder af reaktioner på hændelser, herunder:

a)

bidrag til konsekvent ekstern kommunikation

b)

gensidig støtte såsom udveksling af oplysninger, der er relevante for EU-enheder, eller ydelse af bistand direkte på stedet, hvor det er relevant

c)

optimal udnyttelse af operationelle ressourcer

d)

koordineringen med andre krisereaktionsmekanismer på EU-plan.

3.   CERT-EU støtter, i tæt samarbejde med ENISA, EU-enhederne i relation til situationsbevidsthed i forbindelse med hændelser, cybertrusler, sårbarheder og nærvedhændelser og deler oplysninger om den seneste udvikling inden for cybersikkerhed.

4.   IICB vedtager senest den 8. januar 2025 på grundlag af et forslag fra CERT-EU retningslinjer eller henstillinger om koordinering af reaktionen på hændelser og samarbejde om væsentlige hændelser. Hvis hændelsen mistænkes for at være af strafferetlig karakter, rådgiver CERT-EU også om, hvordan de retshåndhævende myndigheder underrettes om hændelsen, uden unødigt ophold.

5.   Efter en specifik anmodning fra en medlemsstat og med de berørte EU-enheders godkendelse kan CERT-EU indkalde eksperter fra den liste, der er omhandlet i artikel 23, stk. 4, med henblik på at bidrage til reaktionen på en større hændelse, som har en virkning i den pågældende medlemsstat, eller en omfattende cybersikkerhedshændelse i overensstemmelse med artikel 15, stk. 3, litra g), i direktiv (EU) 2022/2555. Specifikke regler for adgangen til og brugen af tekniske eksperter fra EU-enheder skal godkendes af IICB på grundlag af et forslag fra CERT-EU.


whereas









keyboard_arrow_down