keyboard_tab Digital Service Act 2022/2065 DA

1.   Ved ydelse af en informationssamfundstjeneste i form af transmission på et kommunikationsnet af information, der leveres af en tjenestemodtager, eller levering af adgang til et kommunikationsnet er tjenesteudbyderen ikke ansvarlig for den information, der transmitteres eller tilgås, forudsat at udbyderen:

2.   Den i stk. 1 omhandlede transmission og levering af adgang omfatter automatisk, mellemliggende og kortvarig lagring af transmitteret information, forudsat at denne lagring udelukkende tjener til udførelse af transmission på kommunikationsnettet, og dens varighed ikke overstiger den tid, der med rimelighed kan antages at være nødvendig til transmissionen.

3.   Denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

1.   I tilfælde af ydelse af en informationssamfundstjeneste, der består i transmission på et kommunikationsnet af information, som leveres af en tjenestemodtager, pådrager tjenesteudbyderen sig ikke ansvar for automatisk, mellemliggende og midlertidig lagring af denne information foretaget alene med det formål at gøre senere transmission af informationen til andre tjenestemodtagere efter disses anmodning mere effektiv eller mere sikker, forudsat at udbyderen:

2.   Denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

1.   I tilfælde af ydelse af en informationssamfundstjeneste, som består i lagring af information leveret af en tjenestemodtager, pådrager tjenesteudbyderen sig ikke ansvar for information lagret på anmodning af en tjenestemodtager, forudsat at udbyderen:

2.   Stk. 1 finder ikke anvendelse, hvor tjenestemodtageren handler under udbyderens myndighed eller kontrol.

3.   Stk. 1 finder ikke anvendelse på ansvaret i henhold til forbrugerbeskyttelseslovgivningen for onlineplatforme, der giver forbrugere mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende, hvis en sådan onlineplatform præsenterer den specifikke information eller på anden måde muliggør den pågældende specifikke transaktion på en måde, der ville få en gennemsnitsforbruger til at tro, at den information eller det produkt eller den tjeneste, der er genstand for transaktionen, enten leveres af onlineplatformen selv eller af en tjenestemodtager, der handler under platformens myndighed eller kontrol.

4.   Denne artikel berører ikke en retslig eller en administrativ myndigheds muligheder for i overensstemmelse med en medlemsstats retssystem at kræve, at en tjenesteudbyder bringer en overtrædelse til ophør eller forhindrer den.

1.   Ved modtagelsen af et påbud om at gribe ind over for en eller flere specifikke forekomster af ulovligt indhold, der er udstedt af de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som er angivet i påbuddet, om eventuel virkning, påbuddene er givet, med nærmere angivelse af, hvorvidt og hvornår påbuddet blev givet virkning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at et påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:

3.   Den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller i påkommende tilfælde den myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester, om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter modtagelse af påbuddet fra den retslige eller administrative myndighed uden unødig forsinkelse en kopi af det i stk. 1 omhandlede påbud til alle andre digitale tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i henhold til artikel 85.

5.   Senest når påbuddet gives virkning, eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse, eksisterende klagemuligheder og en beskrivelse af påbuddets territoriale anvendelsesområde i overensstemmelse med stk. 2.

6.   De betingelser og krav, der er fastsat i denne artikel, berører ikke national civilprocesret og straffeprocesret.

1.   Ved modtagelsen af et påbud om at give specifikke oplysninger om en eller flere specifikke individuelle tjenestemodtagere, der er udstedt af de relevante nationale retslige eller administrative myndigheder på grundlag af gældende EU-ret eller national ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, underretter udbydere af formidlingstjenester uden unødig forsinkelse den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller enhver anden myndighed, som er angivet i påbuddet, om dets modtagelse og om den virkning, der er givet til påbuddet, med nærmere angivelse af, hvorvidt og hvornår påbuddet blev givet virkning.

2.   Medlemsstaterne sikrer, at et påbud som omhandlet i stk. 1, når det fremsendes til udbyderen, som minimum opfylder følgende betingelser:

3.   Den myndighed, der har udstedt påbuddet, eller i påkommende tilfælde den myndighed, som er angivet deri, fremsender dette sammen med de oplysninger, der er modtaget fra udbyderen af formidlingstjenester om implementeringen af påbuddet, til koordinatoren for digitale tjenester i den udstedende myndigheds medlemsstat.

4.   Koordinatoren for digitale tjenester i den pågældende medlemsstat fremsender efter modtagelse af påbuddet fra den berørte medlemsstats retslige eller administrative myndighed uden unødig forsinkelse en kopi af det i stk. 1 omhandlede påbud til alle digitale tjenestekoordinatorer via det system, der er oprettet i henhold til artikel 85.

5.   Senest når påbuddet gives virkning, eller i påkommende tilfælde på det tidspunkt, som den udstedende myndighed har fastsat i påbuddet, underretter udbydere af formidlingstjenester den berørte tjenestemodtager om det modtagne påbud og implementeringen heraf. Disse oplysninger givet til tjenestemodtageren skal omfatte en begrundelse og eksisterende klagemuligheder i overensstemmelse med stk. 2.

6.   De betingelser og krav, der er fastsat i denne artikel, berører ikke national civilprocesret og straffeprocesret.

1.   Udbydere af formidlingstjenester, der ikke er etableret i Unionen, men som udbyder tjenester i Unionen, udpeger skriftligt en juridisk eller fysisk person til at være deres retlige repræsentant i en af de medlemsstater, hvor de udbyder deres tjenester.

2.   Udbydere af formidlingstjenester bemyndiger deres retlige repræsentanter til at modtage henvendelser ud over eller i stedet for sådanne udbydere fra medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet i forbindelse med alle spørgsmål, der er nødvendige for modtagelsen, overholdelsen og håndhævelsen af afgørelser, som er udstedt i forbindelse med denne forordning. Udbydere af formidlingstjenester giver deres retlige repræsentant de nødvendige beføjelser og tilstrækkelige ressourcer til at sikre, at de er i stand til at samarbejde effektivt og rettidigt med medlemsstaternes kompetente myndigheder, Kommissionen og rådet og efterleve sådanne afgørelser.

3.   Den udpegede retlige repræsentant skal kunne drages til ansvar for manglende overholdelse af forpligtelserne i henhold til denne forordning, uden at det berører udbyderen af formidlingstjenesters ansvar og de retlige skridt, der vil kunne indledes over for denne.

4.   Udbydere af formidlingstjenester meddeler navn, postadresse, e-mailadresse og telefonnummer på deres retlige repræsentant til koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor denne retlige repræsentant er bosiddende eller etableret. De påser, at disse oplysninger er offentligt tilgængelige, lettilgængelige, nøjagtige og ajourførte.

5.   Udpegningen af en retlig repræsentant i Unionen i henhold til stk. 1 udgør ikke en etablering i Unionen.

1.   Tjenestemodtagere, herunder enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet anmeldelser, til hvem de i artikel 20, stk. 1, omhandlede beslutninger er adresseret, kan vælge ethvert udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, der er certificeret i overensstemmelse med denne artikels stk. 3, med henblik på at bilægge tvister vedrørende disse beslutninger, herunder klager, som ikke er blevet løst ved hjælp af det i nævnte artikel omhandlede interne klagebehandlingssystem.

Udbydere af onlineplatforme sikrer, at oplysninger om tjenestemodtagernes mulighed for adgang til et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan er let tilgængelige på deres onlinegrænseflade, klare og brugervenlige.

Første afsnit berører ikke den berørte tjenestemodtagers ret til på ethvert tidspunkt at anlægge sag for at bestride beslutninger truffet af udbyderen af onlineplatforme ved en domstol i overensstemmelse med gældende ret.

2.   Begge parter skal samarbejde i god tro med det udvalgte certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan med henblik på at bilægge tvisten.

Udbydere af onlineplatforme kan nægte at deltage i proceduren ved et sådant udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, hvis en tvist allerede er blevet løst vedrørende de samme oplysninger og det samme grundlag for påstået ulovlighed eller uforenelighed af indholdet.

Det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan har ikke beføjelse til at pålægge parterne en bindende tvistbilæggelse.

3.   Koordinatoren for digitale tjenester i den medlemsstat, hvor det udenretslige tvistbilæggelsesorgan er etableret, certificerer for en periode på maksimalt fem år, der kan forlænges, organet efter dets anmodning, hvis organet har godtgjort, at det opfylder alle følgende betingelser:

Koordinatoren for digitale tjenester anfører i påkommende tilfælde i certifikatet:

4.   Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer aflægger årligt rapport til koordinatoren for digitale tjenester om deres virke, med angivelse af som minimum antallet af forelagte tvister, oplysninger om udfaldet af disse tvister, den gennemsnitlige tid, det tog at løse dem, og eventuelle mangler eller vanskeligheder. De afgiver yderligere oplysninger efter anmodning fra denne koordinator for digitale tjenester.

Koordinatorerne for digitale tjenester udarbejder hvert andet år en rapport om, hvordan de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret, fungerer. Rapporten skal navnlig:

De certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal forelægge deres beslutninger for sagsparterne inden for en rimelig periode og ikke mere end 90 kalenderdage efter datoen for det certificerede organ fik forelagt klagesagen. I tilfælde af meget komplekse tvister kan det certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorgan efter eget skøn forlænge fristen på 90 kalenderdage med en yderligere varighed på ikke over 90 dage, så den samlede varighed ikke overstiger 180 dage.

5.   Hvis det udenretslige tvistbilæggelsesorgan træffer afgørelse om tvisten til fordel for tjenestemodtageren, herunder den enkeltperson eller enhed, der har indgivet en anmeldelse, afholder udbyderen af onlineplatformen alle gebyrer, som organet for udenretslig tvistbilæggelse opkræver, og godtgør den pågældende modtager, herunder enkeltpersonen eller enheden, eventuelle andre rimelige udgifter, som denne har måttet afholde i forbindelse med tvistbilæggelsen. Hvis organet for udenretslig tvistbilæggelse afgør tvisten til fordel for udbyderen af onlineplatformen, skal tjenestemodtageren, herunder enkeltpersonen eller enheden, ikke godtgøre gebyrer eller andre udgifter, som udbyderen af onlineplatformen har betalt eller skal betale i forbindelse med tvistbilæggelsen, medmindre det udenretslige tvistbilæggelsesorgan finder, at den pågældende modtager åbenlyst har handlet i ond tro.

De gebyrer, som organet opkræver udbyderne af onlineplatforme for tvistbilæggelsen, skal være rimelige og må under ingen omstændigheder overstige organets omkostninger. For modtagere af tjenesten bør tvistbilæggelsen være gratis tilgængelig eller tilgængelig mod et gebyr af symbolsk størrelse.

Certificerede udenretslige tvistbilæggelsesorganer skal oplyse de berørte tjenestemodtagere, herunder de enkeltpersoner eller enheder, der har indgivet en anmeldelse, og udbyderen af den berørte onlineplatform om gebyrerne eller de mekanismer, der anvendes til at fastsætte gebyrerne, inden de indleder i tvistbilæggelsen.

6.   Medlemsstaterne kan oprette udenretslige tvistbilæggelsesorganer med henblik på stk. 1 eller støtte aktiviteterne i en række af eller i alle de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3.

Medlemsstaterne sikrer, at ingen af deres aktiviteter udført i henhold til første afsnit påvirker deres koordinatorer for digitale tjenesters mulighed for at certificere de pågældende organer i overensstemmelse med stk. 3.

7.   En koordinator for digitale tjenester, der har certificeret et udenretsligt tvistbilæggelsesorgan, tilbagekalder denne certificering, hvis koordinatoren efter en undersøgelse enten på eget initiativ eller på grundlag af oplysninger modtaget af tredjeparter fastslår, at organet for udenretslig tvistbilæggelse ikke længere opfylder betingelserne i stk. 3. Inden tilbagekaldelsen af den pågældende certificering giver koordinatoren for digitale tjenester det pågældende organ mulighed for at reagere på resultaterne af dens undersøgelse og dens hensigt om at tilbagekalde det udenretslige tvistbilæggelsesorgans certificering.

8.   Koordinatorerne for digitale tjenester underretter Kommissionen om de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, som de har certificeret i overensstemmelse med stk. 3, herunder i påkommende tilfælde om de specifikationer, der er omhandlet i nævnte stykkes andet afsnit, samt de udenretslige tvistbilæggelsesorganer, hvis certificering de har tilbagekaldt. Kommissionen offentliggør en liste over disse organer, herunder over disse specifikationer, på et særligt websted, der er lettilgængeligt, og holder den ajour.

9.   Denne artikel berører ikke direktiv 2013/11/EU og procedurer for alternativ tvistbilæggelse og instanser for forbrugere, der er etableret i henhold til nævnte direktiv.

1.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskiner opretter en compliancefunktion, der er uafhængig af deres operationelle afdelinger og består af en eller flere compliancerådgivere, herunder lederen af compliancefunktionen. Denne compliancefunktion skal have beføjelser, format og ressourcer i tilstrækkeligt omfang samt adgang til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine til at kunne overvåge, at den pågældende udbyder overholder denne forordning.

2.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at compliancerådgivere har de nødvendige faglige kvalifikationer og den nødvendige viden, erfaring og evne til at udføre de opgaver, der er omhandlet i stk. 3.

Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine sikrer, at lederen af compliancefunktionen er en uafhængig højtstående leder med særligt ansvar for compliancefunktionen.

Lederen af compliancefunktionen rapporterer direkte til ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine og kan gøre opmærksom på problemer og advare det pågældende organ, hvis de risici, der er omhandlet i artikel 34, eller manglende overholdelse af denne forordning påvirker eller kan påvirke udbyderen af den berørte meget store onlineplatform eller meget store onlinesøgemaskine, uden at dette berører ledelsesorganets ansvar i dets tilsyns- og ledelsesfunktioner.

Lederen af compliancefunktionen må ikke fjernes fra posten uden forudgående godkendelse fra ledelsesorganet hos udbyderen af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine.

3.   Compliancerådgivere har følgende opgaver:

4.   Udbydere af meget store onlineplatforme eller af meget store onlinesøgemaskine meddeler navn og kontaktoplysninger på lederen af compliancefunktionen til koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og Kommissionen.

5.   Ledelsesorganet hos udbyderen af den meget stor onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine skal definere, føre tilsyn med og være ansvarlig for gennemførelsen af udbyderens ledelsesordninger, der sikrer compliancefunktionens uafhængighed, herunder adskillelse af ansvar i organisationen for udbyderen af en meget stor onlineplatform eller af en meget stor onlinesøgemaskine, forebyggelse af interessekonflikter og forsvarlig forvaltning af systemiske risici, der er identificeret i henhold til artikel 34.

6.   Ledelsesorganet godkender og reviderer regelmæssigt og mindst en gang om året de strategier og politikker, der iværksættes for at imødegå, håndtere, overvåge og begrænse de risici, der er identificeret i henhold til artikel 34, og som den meget store onlineplatform eller den meget store onlinesøgemaskine er eller kan blive eksponeret for.

7.   Ledelsesorganet afsætter tilstrækkelig tid til behandlingen af risikostyringsforanstaltningerne. Det deltager aktivt i beslutningerne vedrørende risikostyring og sikrer, at der afsættes tilstrækkelige ressourcer til styring af de risici, der er identificeret i overensstemmelse med artikel 34.

1.   Medlemsstaterne udpeger en eller flere kompetente myndigheder som ansvarlige for tilsynet med udbydere af formidlingstjenester og håndhævelsen af denne forordning (»kompetente myndigheder«).

2.   Medlemsstaterne udpeger en af de kompetente myndigheder som deres koordinator for digitale tjenester. Koordinatoren for digitale tjenester er ansvarlig for alle forhold vedrørende tilsynet med og håndhævelsen af denne forordning i denne medlemsstat, medmindre den pågældende medlemsstat har overdraget bestemte specifikke opgaver eller områder til andre kompetente myndigheder. Koordinatoren for digitale tjenester er under alle omstændigheder ansvarlig for at sikre koordineringen på nationalt plan af disse forhold og for at bidrage til et effektivt og konsekvent tilsyn med og en effektiv og konsekvent håndhævelse af denne forordning i hele Unionen.

Med henblik herpå samarbejder koordinatorerne for digitale tjenester med hinanden, andre nationale kompetente myndigheder, rådet og Kommissionen, uden at dette berører medlemsstaternes mulighed for at sikre samarbejdsmekanismer og en løbende udveksling af synspunkter mellem koordinatoren for digitale tjenester og andre nationale myndigheder, når det er relevant for udførelsen af deres respektive opgaver.

Hvis en medlemsstat udpeger en eller flere kompetente myndigheder ud over koordinatoren for digitale tjenester, sikrer den, at disse myndigheders og koordinatoren for digitale tjenesters respektive opgaver er klart defineret, og at de samarbejder tæt og effektivt under udførelsen af deres opgaver.

3.   Medlemsstaterne udpeger koordinatorerne for digitale tjenester senest den 17. Februar 2024.

Medlemsstaterne offentliggør og meddeler Kommissionen og rådet navnet på og kontaktoplysninger for deres kompetente myndighed, som er udpeget som koordinator for digitale tjenester. Den berørte medlemsstat meddeler Kommissionen og rådet navnet på de andre kompetente myndigheder, jf. stk. 2, og deres respektive opgaver.

4.   De bestemmelser i artikel 50, 51 og 56, der gælder for koordinatorer for digitale tjenester, gælder også for alle andre kompetente myndigheder, som medlemsstaterne udpeger i henhold til denne artikels stk. 1.

1.   Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester udfører deres opgaver i henhold til denne forordning på en upartisk, gennemsigtigt og rettidigt måde. Medlemsstaterne sikrer, at deres koordinatorer for digitale tjenester har alle nødvendige ressourcer til at udføre deres opgaver, herunder tilstrækkelige tekniske og økonomiske ressourcer og tilstrækkeligt personale til at føre passende tilsyn med alle udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres kompetence. Hver medlemsstat sikrer, at dens koordinator for digitale tjenester har tilstrækkelig autonomi med hensyn til at forvalte sit budget inden for budgettets overordnede rammer for ikke at påvirke koordinatoren for digitale tjenesters uafhængighed negativt.

2.   Koordinatorerne for digitale tjenester handler i fuld uafhængighed under udførelsen af deres opgaver og udøvelsen af deres beføjelser i overensstemmelse med denne forordning. De skal være frie for al udefrakommende indflydelse, det være sig direkte eller indirekte, og må hverken søge eller modtage instrukser fra nogen anden offentlig myndighed eller nogen privat part.

3.   Denne artikels stk. 2 berører ikke de opgaver, der påhviler koordinatorerne for digitale tjenester i overvågnings- og håndhævelsessystemet som omhandlet i denne forordning, og samarbejdet med andre kompetente myndigheder i overensstemmelse med artikel 49, stk. 2. Denne artikels stk. 2 forhindrer ikke udøvelse af domstolskontrol og berører heller ikke rimelige krav til ansvarlighed vedrørende koordinatorerne for digitale tjenesters generelle aktiviteter såsom finansiel udgiftsstyring eller rapportering til nationale parlamenter, forudsat at disse krav ikke underminerer opfyldelsen af denne forordnings mål.

1.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende undersøgelsesbeføjelser for så vidt angår den adfærd, der udvises af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

2.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, skal koordinatorer for digitale tjenester have følgende håndhævelsesbeføjelser i forhold til udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres medlemsstats kompetence:

For så vidt angår første afsnit, litra c) og d), har koordinatorer for digitale tjenester også de håndhævelsesbeføjelser, der er fastsat i disse litraer, i forhold til de andre personer, der er omhandlet i stk. 1, i tilfælde af manglende overholdelse af et af de påbud, der er udstedt til dem i henhold til nævnte stykke. De udøver kun disse håndhævelsesbeføjelser efter rettidigt at have givet disse andre personer alle relevante oplysninger vedrørende sådanne påbud, herunder om den gældende tidsperiode, de bøder eller tvangsbøder, der kan pålægges for manglende overholdelse, og klagemuligheder.

3.   Når det er nødvendigt for udførelsen af deres opgaver i henhold til denne forordning, har koordinatorer for digitale tjenester i forhold til udbydere af formidlingstjenester, som falder ind under deres medlemsstaters kompetence, hvis alle andre beføjelser i henhold til denne artikel til at bringe en overtrædelse til ophør er udtømt, og overtrædelsen ikke er blevet afhjulpet eller varer ved og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, også beføjelse til at træffe følgende foranstaltninger:

Medmindre koordinatoren for digitale tjenester handler på Kommissionens anmodning, jf. artikel 82, opfordrer koordinatoren forud for fremsendelsen af den i dette stykkes første afsnit, litra b), omhandlede anmodning interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst to uger og redegør i denne forbindelse for de foranstaltninger, koordinatoren har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater. Udbyderen af formidlingstjenester, den eller de tiltænkte adressater og enhver anden tredjepart, der godtgør en legitim interesse, har ret til at deltage i proceduren ved den kompetente judicielle myndighed. Enhver påbudt foranstaltning skal stå i rimeligt forhold til overtrædelsens art, grovhed, gentagne karakter og varighed uden unødigt at begrænse adgang til lovlig information for de berørte tjenestemodtagere.

Begrænsningen af adgangen gælder for en periode på fire uger, men de kompetente judicielle myndigheder kan i påbuddet give koordinatoren for digitale tjenester mulighed for at forlænge denne periode med yderligere perioder af samme længde, idet det maksimale antal forlængelser fastsættes af den pågældende judicielle myndighed. Koordinatoren for digitale tjenester forlænger kun perioden, hvis koordinatoren under hensyntagen til de rettigheder og interesser, som alle parter berørt af begrænsningen har, og alle relevante omstændigheder, herunder eventuelle oplysninger fra udbyderen af formidlingstjenester, adressaten eller adressaterne og enhver anden tredjepart, der har godtgjort en legitim interesse, finder, at begge følgende betingelser er opfyldt:

Hvis koordinatoren for digitale tjenester mener, at betingelserne i tredje afsnit, litra a) og b), er opfyldt, men ikke kan forlænge perioden yderligere i henhold til tredje afsnit, indgiver koordinatoren en ny anmodning til den kompetente judicielle myndighed, jf. første afsnit, litra b).

4.   De i stk. 1, 2 og 3 nævnte beføjelser berører ikke afdeling 3.

5.   De foranstaltninger, som koordinatorerne for digitale tjenester træffer som led i udøvelsen af deres beføjelser som anført i stk. 1, 2 og 3, skal være effektive, have afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til navnlig arten, grovheden, den gentagne karakter og varigheden af den overtrædelse eller formodede overtrædelse, som disse foranstaltninger vedrører, og i påkommende tilfælde til den pågældende formidlingstjenestes økonomiske, tekniske og operationelle kapacitet.

6.   Medlemsstaterne fastlægger specifikke regler og procedurer for udøvelsen af beføjelserne i henhold til stk. 1, 2 og 3 og sikrer, at enhver udøvelse af disse beføjelser er omfattet af tilstrækkelige garantier i gældende national ret i overensstemmelse med chartret og EU-rettens almindelige principper. Disse foranstaltninger må navnlig kun træffes under hensyntagen til retten til respekt for privatliv og retten til forsvar, herunder retten til at blive hørt og retten til aktindsigt, og med forbehold af alle berørte parters ret til adgang til effektive retsmidler.

1.   Medlemsstaterne fastsætter regler om sanktioner, der skal anvendes i tilfælde af overtrædelser af denne forordning begået af udbydere af formidlingstjenester, der falder ind under deres kompetence, og træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de anvendes i overensstemmelse med artikel 51.

2.   Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om disse regler og foranstaltninger og underretter den straks om senere ændringer, der berører dem.

3.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for bøder, der kan pålægges for manglende overholdelse af en forpligtelse, der er fastsat i denne forordning, er 6 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters årlige globale omsætning i det foregående regnskabsår. Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for den bøde, der kan pålægges for afgivelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger, manglende svar eller berigtigelse af urigtige, ufuldstændige eller vildledende oplysninger og undladelse af at underkaste sig kontrol er 1 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters eller persons årlige indkomst eller globale omsætning i det foregående regnskabsår.

4.   Medlemsstaterne sikrer, at maksimumsbeløbet for tvangsbøder er 5 % af den pågældende udbyder af formidlingstjenesters gennemsnitlige daglige globale omsætning eller indkomst i det foregående regnskabsår pr. dag beregnet fra det i den pågældende afgørelse fastsatte tidspunkt.

1.   Hvis alle beføjelser i henhold til denne afdeling til at bringe en overtrædelse af denne forordning til ophør er udtømt, og overtrædelsen fortsætter og forvolder alvorlig skade, der ikke kan undgås gennem udøvelse af andre beføjelser i henhold til EU-retten eller national ret, kan Kommissionen anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet for den berørte udbyder af den meget store onlineplatform eller af den meget store onlinesøgemaskine om at træffe foranstaltninger i henhold til artikel 51, stk. 3.

Inden Kommissionen fremsender en sådan anmodning til koordinatoren for digitale tjenester, opfordrer Kommissionen interesserede parter til at fremsætte skriftlige bemærkninger inden for en frist på mindst 14 arbejdsdage med de foranstaltninger, Kommissionen har til hensigt at anmode om med angivelse af den eller de tiltænkte adressater.

2.   Når det er nødvendigt af hensyn til en ensartet anvendelse af denne forordning, kan Kommissionen på eget initiativ fremsætte skriftlige bemærkninger til den kompetente judicielle myndighed, der er omhandlet i artikel 51, stk. 3. Med tilladelse fra den pågældende judicielle myndighed kan den også fremsætte mundtlige bemærkninger.

Kommissionen kan udelukkende med henblik på udarbejdelsen af sine bemærkninger anmode denne judicielle myndighed om at sende Kommissionen alle dokumenter, der er nødvendige for vurderingen af sagen, eller sikre at de fremsendes.

3.   Når en national domstol træffer afgørelse om et spørgsmål, der allerede er genstand for en afgørelse truffet af Kommissionen i henhold til denne forordning, må denne nationale domstol ikke træffe nogen afgørelse, der er i strid med den pågældende afgørelse truffet af Kommissionen. Nationale domstole skal ligeledes undgå at træffe afgørelser, som kan være i strid med en afgørelse, som Kommissionen har til hensigt at træffe i en procedure, som den har indledt i henhold til denne forordning. Den nationale domstol kan med henblik herpå vurdere, om det er nødvendigt at udsætte sagen. Dette berører ikke artikel 267 i TEUF.

1.   Uden at det berører direktiv (EU) 2020/1828 eller eventuelle andre former for repræsentation i henhold til national ret har modtagere af formidlingstjenester som minimum ret til at bemyndige et organ, en organisation eller en sammenslutning til at udøve de rettigheder, der følger af denne forordning, på deres vegne, forudsat at organet, organisationen eller sammenslutningen opfylder alle følgende betingelser:

2.   Udbydere af onlineplatforme skal træffe de nødvendige tekniske og organisatoriske foranstaltninger til at sikre, at klager indgivet af organer, organisationer eller sammenslutninger som omhandlet i denne artikels stk. 1 på vegne af tjenestemodtagere gennem de mekanismer, der er omhandlet i artikel 20, stk. 1, behandles og afgøres som en prioritet og uden unødig forsinkelse.

1.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.

2.   Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 24, 33, 37, 40 og 43, tillægges Kommissionen for en periode på fem år fra 16. november 2022. Kommissionen udarbejder en rapport vedrørende delegationen af beføjelser senest ni måneder inden udløbet af femårsperioden. Delegationen af beføjelser forlænges stiltiende for perioder af samme varighed, medmindre Europa-Parlamentet eller Rådet modsætter sig en sådan forlængelse senest tre måneder inden udløbet af hver periode.

3.   Den i artikel 24, 33, 37, 40 og 43 omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.

4.   Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning.

5.   Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.

6.   En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 24, 33, 37, 40 og 43 træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på tre måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet eller Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med tre måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.