search


keyboard_tab Digital Governance Act 2022/0868 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2022/0868 DA cercato: 'behandle' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index behandle:


whereas behandle:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 749

 

Artikel 1

Genstand og anvendelsesområde

1.   Ved denne forordning fastsættes:

a)

betingelser for videreanvendelse inden for Unionen af bestemte kategorier af data, som offentlige myndigheder er i besiddelse af

b)

en anmeldelses- og tilsynsramme for udbud af dataformidlingstjenester

c)

en ramme for frivillig registrering af enheder, der indsamler og behandler data, som stilles til rådighed til altruistiske formål, og

d)

en ramme for oprettelsen af et europæisk datainnovationsråd.

2.   Denne forordning forpligter ikke offentlige myndigheder til at tillade videreanvendelse af data og fritager heller ikke offentlige myndigheder for deres fortrolighedsforpligtelser i henhold til EU-retten eller national ret.

Denne forordning berører ikke:

a)

specifikke bestemmelser i EU-retsakter eller national ret om adgang til eller videreanvendelse af bestemte kategorier af data, navnlig vedrørende aktindsigt i og offentliggørelse af officielle dokumenter, og

b)

offentlige myndigheders forpligtelser i henhold til EU-retten eller national ret til at tillade videreanvendelse af data eller krav i forbindelse med behandling af andre data end personoplysninger.

Hvis sektorspecifik EU-ret eller national ret kræver, at offentlige myndigheder, dataformidlingstjenesteudbydere eller anerkendte dataaltruistiske organisationer skal opfylde særlige supplerende tekniske, administrative eller organisatoriske krav, herunder gennem en tilladelses- eller certificeringsordning, finder disse bestemmelser i den sektorspecifikke EU-ret eller nationale ret også anvendelse. Ethvert sådant specifikt yderligere krav skal være ikkediskriminerende, stå i et rimeligt forhold til formålet og være objektivt begrundet.

3.   EU-retten og national ret om beskyttelse af personoplysninger finder anvendelse på alle personoplysninger, der behandles i forbindelse med nærværende forordning. Nærværende forordning berører navnlig ikke forordning (EU) 2016/679 og (EU) 2018/1725 og direktiv 2002/58/EF og (EU) 2016/680, herunder vedrørende tilsynsmyndighedernes beføjelser og kompetencer. I tilfælde af uoverensstemmelse mellem nærværende forordning og EU-retten om beskyttelse af personoplysninger eller national ret vedtaget i overensstemmelse med EU-retten har den relevante del af EU-retten eller national ret forrang. Nærværende forordning skaber ikke et retsgrundlag for behandlingen af personoplysninger og berører ikke nogen af de forpligtelser og rettigheder, der er fastsat i forordning (EU) 2016/679 eller (EU) 2018/1725 eller direktiv 2002/58/EF eller (EU) 2016/680.

4.   Denne forordning berører ikke anvendelsen af konkurrenceretten.

5.   Denne forordning berører ikke medlemsstaternes kompetencer med hensyn til deres aktiviteter vedrørende offentlig sikkerhed, forsvar og national sikkerhed.

Artikel 5

Betingelser for videreanvendelse

1.   Offentlige myndigheder, der i henhold til national ret har kompetence til at give eller nægte adgang til en eller flere af de kategorier af data, der er omhandlet i artikel 3, stk. 1, med henblik på videreanvendelse, offentliggør betingelserne for tilladelsen af en sådan videreanvendelse og proceduren for anmodning om videreanvendelse via det centrale informationssted, der er omhandlet i artikel 8. Når de giver eller nægter adgang til videreanvendelse, kan de bistås af de kompetente organer, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1.

Medlemsstaterne sikrer, at offentlige myndigheder tilføres de nødvendige ressourcer for at overholde denne artikel.

2.   Betingelserne for videreanvendelse skal være ikkediskriminerende, gennemsigtige, stå i et rimeligt forhold til formålet og være objektivt begrundede med hensyn til kategorierne af data, formålene med videreanvendelsen og karakteren af de data, som det er tilladt at videreanvende. Disse betingelser må ikke benyttes til at begrænse konkurrencen.

3.   Offentlige myndigheder sikrer i overensstemmelse med EU-retten og national ret, at dataenes beskyttede karakter bevares. De kan fastsætte følgende krav:

a)

kun at give adgang til videreanvendelse af data, hvis den offentlige myndighed eller det kompetente organ har sikret, at dataene efter anmodningen om videreanvendelse er blevet:

i)

anonymiseret i tilfælde af personoplysninger og

ii)

ændret, samlet eller behandlet efter en anden metode til kontrol med fortrolighed i tilfælde af kommercielt fortrolige oplysninger, herunder forretningshemmeligheder eller indhold, der er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder

b)

at data tilgås og videreanvendes via fjernadgang i et sikkert databehandlingsmiljø, der stilles til rådighed eller kontrolleres af den offentlige myndighed

c)

at data i overensstemmelse med høje sikkerhedsstandarder tilgås og videreanvendes i de fysiske lokaler, hvor det sikre databehandlingsmiljø befinder sig, såfremt der ikke kan tillades fjernadgang uden at bringe tredjeparters rettigheder og interesser i fare.

4.   I tilfælde af tilladelse til videreanvendelse i overensstemmelse med stk. 3, litra b) og c), fastsætter de offentlige myndigheder betingelser, der bevarer integriteten af de tekniske systemers funktion i det anvendte sikre databehandlingsmiljø. Den offentlige myndighed forbeholder sig ret til at kontrollere processen, metoderne og alle resultaterne af videreanvenderens databehandling med henblik på at bevare integriteten af databeskyttelsen og forbeholder sig ret til at forbyde anvendelsen af resultater, der indeholder oplysninger, der bringer tredjeparters rettigheder og interesser i fare. Afgørelsen om forbud mod anvendelsen af resultater skal være forståelig og gennemsigtig for videreanvenderen.

5.   Medmindre national ret fastsætter specifikke beskyttelsesforanstaltninger om gældende fortrolighedsforpligtelser vedrørende videreanvendelse af data, jf. artikel 3, stk. 1, gør den offentlige myndighed videreanvendelsen af data som fastsat i nærværende artikels stk. 3 betinget af, at videreanvenderen overholder en fortrolighedsforpligtelse, der forbyder videregivelse af alle former for oplysninger, der bringer tredjeparters rettigheder og interesser i fare, og som videreanvenderen kan have indhentet på trods af de indførte beskyttelsesforanstaltninger. Videreanvendere har forbud mod at genidentificere en registreret, som dataene vedrører, og træffer tekniske og operationelle foranstaltninger med henblik på at forhindre genidentifikation og anmelde ethvert brud på datasikkerheden, der medfører genidentifikation af de berørte registrerede, til den offentlige myndighed. I tilfælde af uautoriseret videreanvendelse af andre data end personoplysninger underretter videreanvenderen straks, hvis det er relevant med bistand fra den offentlige myndighed, de juridiske personer, hvis rettigheder og interesser kan blive berørt.

6.   Hvis videreanvendelse af data ikke kan tillades i overensstemmelse med forpligtelserne i denne artikels stk. 3 og 4, og der ikke er retsgrundlag for at videregive data i henhold til forordning (EU) 2016/679, bestræber den offentlige myndighed, i overensstemmelse med EU-retten og national ret, sig på at yde bistand til potentielle videreanvendere i at indhente samtykke fra de registrerede eller tilladelse fra de dataindehavere, hvis rettigheder og interesser kan blive berørt af en sådan videreanvendelse, når det er muligt uden uforholdsmæssigt store byrder for den offentlige myndighed. Den offentlige myndighed kan i forbindelse med ydelsen af denne bistand bistås af de kompetente organer, der er omhandlet i artikel 7, stk. 1.

7.   Videreanvendelse af data er kun tilladt i overensstemmelse med intellektuelle ejendomsrettigheder. De rettigheder for en databases fremstiller, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, i direktiv 96/9/EF, må ikke udøves af offentlige myndigheder for at forhindre videreanvendelsen af data eller sætte grænser for videreanvendelsen, der er mere restriktive end dem, der er fastsat i denne forordning.

8.   Hvor de data, der er anmodet om, betragtes som fortrolige i overensstemmelse med EU-retten eller national ret om kommerciel eller statistisk fortrolighed, sikrer de offentlige myndigheder, at de fortrolige data ikke videregives som følge af en tilladelse til videreanvendelse, medmindre en sådan videreanvendelse er tilladt i overensstemmelse med stk. 6.

9.   Hvis en videreanvender har til hensigt at overføre andre data end personoplysninger, der er beskyttet på grundlag af artikel 3, stk. 1, til et tredjeland, oplyser denne den offentlige myndighed om sin hensigt om at overføre sådanne data og om formålet med en sådan overførsel på tidspunktet for anmodningen om videreanvendelse. I tilfælde af videreanvendelse af sådanne data i overensstemmelse med nærværende artikels stk. 6 oplyser videreanvenderen, hvis det er relevant med bistand fra den offentlige myndighed, den juridiske person, hvis rettigheder og interesser kan blive berørt, om denne hensigt, dette formål og de passende beskyttelsesforanstaltninger. Den offentlige myndighed må ikke tillade videreanvendelsen, medmindre den juridiske person giver tilladelse til overførslen.

10.   Offentlige myndigheder må kun videregive fortrolige data, der ikke er personoplysninger, eller data, der er beskyttet af intellektuelle ejendomsrettigheder, til en videreanvender, som har til hensigt at overføre de pågældende data til et andet tredjeland end et land, der er udpeget i overensstemmelse med stk. 12, hvis videreanvenderen kontraktligt forpligter sig til:

a)

at overholde de forpligtelser, der er pålagt i henhold til stk. 7 og 8, også efter at oplysningerne er overført til tredjelandet, og

b)

at anerkende domstolenes eller retternes kompetence i den medlemsstat, hvor den videregivende offentlige myndighed er beliggende for så vidt angår enhver tvist vedrørende overholdelsen af stk. 7 og 8.

11.   Offentlige myndigheder yder, hvis det er relevant og inden for rammerne af deres kapacitet, vejledning og bistand til videreanvendere med henblik på overholdelsen af de forpligtelser, der er omhandlet i denne artikels stk. 10.

For at yde bistand til offentlige myndigheder og videreanvendere kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, der fastlægger standardkontraktbestemmelser for overholdelsen af de forpligtelser, der er omhandlet i denne artikels stk. 10. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 33, stk. 3.

12.   Hvor det er begrundet på grund af det betydelige antal anmodninger i hele Unionen om videreanvendelse af andre data end personoplysninger i specifikke tredjelande, kan Kommissionen vedtage gennemførelsesretsakter, hvori det attesteres, at tredjelandes retlige, tilsynsmæssige og håndhævelsesmæssige rammer:

a)

sikrer beskyttelse af intellektuel ejendomsret og forretningshemmeligheder på en måde, som i det væsentlige svarer til den beskyttelse, der sikres i henhold til EU-retten

b)

anvendes og håndhæves effektivt og

c)

omfatter effektive retsmidler.

Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 33, stk. 3.

13.   I specifikke lovgivningsmæssige EU-retsakter kan visse kategorier af andre data end personoplysninger, som offentlige myndigheder er i besiddelse af, anses for at være meget følsomme med henblik på denne artikel, hvis overførslen heraf til tredjelande kan true Unionens offentlige politiske mål, f.eks. sikkerhed og folkesundhed, eller kan føre til en risiko for genidentifikation af anonymiserede data, der ikke er personoplysninger. Når en sådan retsakt vedtages, vedtager Kommissionen delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 32, der supplerer denne forordning ved at fastsætte særlige betingelser for overførsler af sådanne data til tredjelande.

Disse særlige betingelser skal baseres på karakteren af de kategorier af data, der ikke er personoplysninger, og som er fastlagt i den specifikke lovgivningsmæssige EU-retsakt, og på grundene til, at disse kategorier anses for at være meget følsomme, under hensyntagen til risikoen for genidentifikation af anonymiserede data, der ikke er personoplysninger. De skal være ikkediskriminerende og begrænsede til, hvad der er nødvendigt for at nå Unionens offentlige politiske mål, der er fastlagt i den pågældende retsakt, i overensstemmelse med Unionens internationale forpligtelser.

Hvis dette i henhold til specifikke lovgivningsmæssige EU-retsakter som omhandlet i første afsnit er et krav, kan sådanne særlige betingelser omfatte vilkårene for overførsler eller tekniske ordninger i den henseende, begrænsninger for videreanvendelsen af data i tredjelande eller for, hvilke kategorier af personer der har ret til at overføre sådanne oplysninger til tredjelande, eller i særlige tilfælde begrænsninger i forbindelse med overførsler til tredjelande.

14.   Den fysiske eller juridiske person, der har fået tildelt ret til at videreanvende andre data end personoplysninger, må kun overføre oplysningerne til de tredjelande, der opfylder kravene i stk. 10, 12 og 13.

Artikel 12

Betingelser for at udbyde dataformidlingstjenester

Udbud af dataformidlingstjenester som omhandlet i artikel 10, er underlagt følgende betingelser:

a)

dataformidlingstjenesteudbyderen må ikke anvende de data, som den udbyder dataformidlingstjenester for, til andre formål end at stille dem til rådighed for databrugere, og skal udbyde dataformidlingstjenester gennem en særskilt juridisk person

b)

de kommercielle betingelser for udbud af dataformidlingstjenester til en dataindehaver eller databruger, herunder prisfastsættelse, må ikke være afhængige af, hvorvidt dataindehaveren eller databrugeren benytter andre tjenester, som leveres af samme dataformidlingstjenesteudbyder eller af en tilknyttet enhed, og i givet fald i hvilken grad dataindehaveren eller databrugeren benytter sådanne andre tjenester

c)

de data, der indsamles om en fysisk eller juridisk persons aktiviteter med henblik på udbud af dataformidlingstjenester, herunder dato, tidspunkt og geolokaliseringsdata, aktivitetens varighed og forbindelser til andre fysiske eller juridiske personer, der etableres af den person, som anvender dataformidlingstjenesten, må kun anvendes til udvikling af denne dataformidlingstjeneste, hvilket kan indebære anvendelsen af data til afsløring af svig eller til cybersikkerhedsformål, og skal stilles til rådighed for dataindehaverne efter anmodning

d)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal lette udveksling af data i det format, hvori de modtages fra en registreret eller en dataindehaver, må kun konvertere dataene til specifikke formater for at øge interoperabiliteten inden for og på tværs af sektorer, eller hvis databrugeren anmoder herom, eller hvis det er påkrævet i henhold til EU-retten, eller for at sikre harmonisering med internationale eller europæiske datastandarder, og skal tilbyde de registrerede eller dataindehaverne en opt-out-mulighed for så vidt angår disse konverteringer, medmindre konverteringen er påkrævet i henhold til EU-retten

e)

dataformidlingstjenester kan omfatte et tilbud af yderligere specifikke værktøjer og tjenester til dataindehavere eller registrerede med det specifikke formål at lette udvekslingen af data, såsom midlertidig lagring, kuratering, konvertering, anonymisering og pseudonymisering, idet sådanne værktøjer kun må anvendes efter udtrykkelig anmodning eller godkendelse fra dataindehaveren eller den registrerede, og tredjepartsværktøjer, der tilbydes i den forbindelse, ikke må anvendes til andre formål

f)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal sikre, at proceduren for adgang til vedkommendes tjeneste er retfærdig, gennemsigtig og ikkediskriminerende for både registrerede og dataindehavere og databrugere, herunder med hensyn til priser og servicevilkår

g)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal indføre procedurer, der forhindrer svigagtig praksis og misbrug i forbindelse med parter, der søger adgang gennem dens tjenester

h)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal i tilfælde af insolvens sikre rimelig kontinuitet i udbuddet af sine dataformidlingstjenester og skal, hvor sådanne dataformidlingstjenester sikrer datalagring, have mekanismer, der gør det muligt for dataindehavere og databrugere at få adgang til, overføre eller hente deres data og, hvor sådanne dataformidlingstjenester udbydes mellem registrerede og databrugere, gøre det muligt for registrerede at udøve deres rettigheder

i)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal træffe passende foranstaltninger til at sikre interoperabilitet med andre dataformidlingstjenester, bl.a. ved hjælp af almindeligt anvendte åbne standarder i den sektor, hvor dataformidlingstjenesteudbyderne opererer

j)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal træffe tekniske, retlige og organisatoriske foranstaltninger, der er tilstrækkelige til at forhindre overførsel af eller adgang til andre data end personoplysninger, som er ulovlig i henhold til EU-retten eller den relevante medlemsstats nationale ret

k)

dataformidlingstjenesteudbyderen oplyser uden unødigt ophold dataindehaverne i tilfælde af uautoriseret videregivelse, adgang eller brug af de andre data end personoplysninger, som denne har delt

l)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal træffe de nødvendige foranstaltninger til at sikre et passende sikkerhedsniveau for lagring, behandling og videregivelse af andre data end personoplysninger, og dataformidlingstjenesteudbyderen skal endvidere sikre det højest mulige sikkerhedsniveau for lagring og videregivelse af konkurrencemæssigt følsomme oplysninger

m)

dataformidlingstjenesteudbyderen af tjenester til registrerede skal handle i de registreredes bedste interesse, hvor den gør det lettere for dem at udøve deres rettigheder, navnlig ved at informere og, hvis det er relevant, rådgive de registrerede i en kortfattet, gennemsigtig, letforståelig og lettilgængelig form om databrugeres påtænkte dataanvendelser og de standardvilkår og -betingelser, der knytter sig til sådanne anvendelser, inden de registrerede giver deres samtykke

n)

hvis en dataformidlingstjenesteudbyder stiller værktøjer til rådighed til at indhente samtykke fra registrerede eller tilladelser til at behandle data, der stilles til rådighed af dataindehavere, angiver udbyderen, hvis det er relevant, tredjelandsjurisdiktionen, hvor dataanvendelsen skal finde sted og giver registrerede værktøjer til både at give og tilbagetrække samtykke, og dataindehavere værktøjer til både at give og tilbagetrække tilladelser til at behandle data.

o)

dataformidlingstjenesteudbyderen skal føre logbog over dataformidlingsaktiviteten.

Artikel 19

Registrering af anerkendte dataaltruistiske organisationer

1.   En enhed, der opfylder kravene i artikel 18, kan indgive en ansøgning om registrering i det offentlige nationale register over anerkendte dataaltruistiske organisationer i den medlemsstat, hvor den er etableret.

2.   En enhed, der opfylder kravene i artikel 18 og er etableret i mere end én medlemsstat, kan indgive en ansøgning om registrering i det offentlige nationale register over anerkendte dataaltruistiske organisationer i den medlemsstat, hvor den har sit hovedsæde.

3.   En enhed, der opfylder kravene i artikel 18, men som ikke er etableret i Unionen, udpeger en retlig repræsentant i en af de medlemsstater, hvor dataaltruismetjenesterne udbydes.

Med henblik på at sikre overholdelse af denne forordning bemyndiges den retlige repræsentant af enheden til i tillæg til eller i stedet for denne at modtage henvendelser fra kompetente myndigheder, der er ansvarlige for registrering af dataaltruistiske organisationer, eller registrerede og dataindehavere om ethvert forhold vedrørende denne enhed. Den retlige repræsentant samarbejder med og dokumenterer udførligt på anmodning over for de kompetente myndigheder, der er ansvarlige for registrering af dataaltruistiske organisationer, hvilke tiltag der er taget, og hvilke foranstaltninger enheden har indført for at sikre, at denne forordning overholdes.

Enheden anses for at høre under den medlemsstats jurisdiktion, hvor den retlige repræsentant befinder sig. En sådan enhed kan indlevere en ansøgning om registrering i det offentlige nationale register over anerkendte dataaltruistiske organisationer i den pågældende medlemsstat. Enhedens udpegelse af en retlig repræsentant berører ikke eventuelle retlige skridt, som måtte blive taget over for enheden.

4.   Ansøgninger om registrering, jf. stk. 1, 2 og 3, skal indeholde følgende oplysninger:

a)

enhedens navn

b)

enhedens retlige status, retlige form og, hvis enheden er opført i et offentligt nationalt register, registreringsnummer

c)

enhedens vedtægter, hvis det er relevant

d)

enhedens indtægtskilder

e)

adressen på enhedens hovedsæde i Unionen, hvis et sådant findes, og, hvis det er relevant, på eventuelle filialer i en anden medlemsstat eller på den retlige repræsentant

f)

et offentligt websted med fuldstændige og ajourførte oplysninger om enheden og aktiviteterne, herunder som minimum de oplysninger, der er omhandlet i litra a), b), d), e) og h)

g)

enhedens kontaktpersoner og kontaktoplysninger

h)

de almennyttige formål, som den agter at fremme i forbindelse med indsamlingen af data

i)

arten af de data, som enheden har til hensigt at kontrollere eller behandle og, i tilfælde af personoplysninger, en angivelse af kategorierne af personoplysninger

j)

alle andre dokumenter, der dokumenterer, at kravene i artikel 18 er opfyldt.

5.   Hvis enheden har indsendt alle nødvendige oplysninger i henhold til stk. 4, og den kompetente myndighed, der er ansvarlig for registrering af dataaltruistiske organisationer, efterfølgende har vurderet ansøgningen om registrering og fundet, at enheden opfylder kravene i artikel 18, optager den kompetente myndighed senest 12 uger efter modtagelsen af ansøgningen om registrering enheden i det offentlige nationale register over anerkendte dataaltruistiske organisationer. Registreringen er gyldig i alle medlemsstater.

Den kompetente myndighed, der er ansvarlig for registrering af dataaltruistiske organisationer, underretter Kommissionen om alle registreringer. Kommissionen skal optage denne registrering i det offentlige EU-register over anerkendte dataaltruistiske organisationer.

6.   De oplysninger, der er omhandlet i stk. 4, litra a), b), f), g) og h), offentliggøres i det relevante offentlige nationale register over anerkendte dataaltruistiske organisationer.

7.   En enhed, der er opført i et offentligt nationalt register over anerkendte dataaltruistiske organisationer, underretter den kompetente myndighed, der er ansvarlig for registrering af dataaltruistiske organisationer, om enhver ændring af de oplysninger, der er indgivet i henhold til stk. 4, senest 14 dage efter datoen for ændringen.

Den kompetente myndighed, der er ansvarlig for registrering af dataaltruistiske organisationer, underretter elektronisk uden ophold Kommissionen om enhver sådan underretning. På grundlag af en sådan underretning ajourfører Kommissionen uden ophold det offentlige EU-register over anerkendte dataaltruistiske organisationer.

Artikel 20

Gennemsigtighedskrav

1.   En anerkendt dataaltruistisk organisation fører fuldstændige og nøjagtige registre over:

a)

alle fysiske eller juridiske personer, der har fået mulighed for at behandle data, som den pågældende anerkendte dataaltruistiske organisation er i besiddelse af, og deres kontaktoplysninger

b)

datoen for eller varigheden af behandlingen af personoplysninger eller anvendelsen af andre data end personoplysninger

c)

formålet med behandlingen som angivet af den fysiske eller juridiske person, der fik mulighed for foretage behandlingen

d)

eventuelle gebyrer, som er betalt af de fysiske eller juridiske personer, der behandler dataene.

2.   En anerkendt dataaltruistisk organisation udarbejder og indgiver en årlig aktivitetsrapport til den relevante kompetente myndighed for registreringen af dataaltruistiske organisationer, der som minimum skal indeholde følgende:

a)

oplysninger om den anerkendte dataaltruistiske organisations aktiviteter

b)

en beskrivelse af, hvordan de almennyttige formål, som dataene er indsamlet til, er blevet fremmet i løbet af det pågældende regnskabsår

c)

en liste over alle fysiske og juridiske personer, der har fået tilladelse til at behandle de data, som enheden er i besiddelse af, herunder en kortfattet beskrivelse af de almennyttige formål, der forfølges med denne databehandling, og en beskrivelse af de tekniske midler, der er anvendt, bl.a. en beskrivelse af de teknikker, der anvendes til beskyttelse af privatlivets fred og databeskyttelse

d)

en sammenfatning af resultaterne af den databehandling, som den anerkendte dataaltruistiske organisation har givet tilladelse til, hvis det er relevant

e)

oplysninger om den anerkendte dataaltruistiske organisations indtægtskilder, navnlig alle indtægter, der genereres af adgangen til data, og om udgifter.

Artikel 21

Særlige krav til beskyttelse af registreredes og dataindehaveres rettigheder og interesser for så vidt angår deres data

1.   Anerkendte dataaltruistiske organisationer, oplyser de registrerede eller dataindehaverne på en klar og letforståelig måde forud for enhver behandling af deres data om:

a)

de almennyttige formål og, hvis det er relevant, det specifikke, eksplicitte og legitime formål, hvortil personoplysninger skal behandles, og til hvilke den tillader, at en databruger behandler deres data,

b)

beliggenheden og de almennyttige formål, hvortil den tillader eventuel behandling foretaget i et tredjeland, hvis behandlingen foretages af den anerkendte dataaltruistiske organisation.

2.   Den anerkendte dataaltruistiske organisation anvender ikke dataene til andre formål end de almennyttige formål, til hvilke den registrerede eller dataindehaveren tillader behandlingen. Den anerkendte dataaltruistiske organisation anvender ikke vildledende markedsføringspraksis til at opfordre til at levere data.

3.   Den anerkendte dataaltruistiske organisation skal sørge for værktøjer til indhentning af samtykke fra registrerede eller tilladelser til at behandle data, der stilles til rådighed af dataindehavere. Den anerkendte dataaltruistiske organisation skal også sørge for værktøjer, der gør det let at trække et sådant samtykke eller en sådan tilladelse tilbage.

4.   Den anerkendte dataaltruistiske organisation træffer foranstaltninger til at sikre et passende sikkerhedsniveau for lagring og behandling af andre data end personoplysninger, som den har indsamlet baseret på dataaltruisme.

5.   Den anerkendte dataaltruistiske organisation oplyser uden ophold dataindehaverne i tilfælde af enhver uautoriseret videregivelse, adgang eller brug af de andre data end personoplysninger, som denne har delt.

6.   Hvis den anerkendte dataaltruistiske organisation fremmer tredjeparters databehandling herunder ved at sørge for værktøjer til indhentning af samtykke fra registrerede eller af tilladelser til at behandle data, der stilles til rådighed af dataindehavere, angiver enheden, hvis det er relevant, tredjelandsjurisdiktionen, hvor dataanvendelsen efter planen skal finde sted.


whereas









keyboard_arrow_down