search


keyboard_tab Cyber Resilience Act 2023/2841 DA

BG CS DA DE EL EN ES ET FI FR GA HR HU IT LV LT MT NL PL PT RO SK SL SV print pdf

2023/2841 DA cercato: 'årlig' . Output generated live by software developed by IusOnDemand srl


expand index årlig:


whereas årlig:


definitions:


cloud tag: and the number of total unique words without stopwords is: 613

 

Artikel 10

Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed

1.   Det Interinstitutionelle Råd for Cybersikkerhed (IICB) oprettes herved.

2.   IICB er ansvarligt for:

a)

at overvåge og støtte EU-enhedernes gennemførelse af denne forordning

b)

at føre tilsyn med CERT-EU's gennemførelse af de generelle prioriteter og mål og udstikke den strategiske retning for CERT-EU.

3.   IICB sammensættes af:

a)

én repræsentant udpeget af hver af følgende:

i)

Europa-Parlamentet

ii)

Det Europæiske Råd

iii)

Rådet for Den Europæiske Union

iv)

Kommissionen

v)

Den Europæiske Unions Domstol

vi)

Den Europæiske Centralbank

vii)

Revisionsretten

viii)

Tjenesten for EU's Optræden Udadtil

ix)

Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg

x)

Regionsudvalget

xi)

Den Europæiske Investeringsbank

xii)

Det Europæiske Industri-, Teknologi- og Forskningskompetencecenter for Cybersikkerhed

xiii)

ENISA

xiv)

Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse (EDPS)

xv)

Den Europæiske Unions Agentur for Rumprogrammet.

b)

tre repræsentanter udpeget af EU-agenturernes netværk (EUAN) på grundlag af et forslag fra netværkets rådgivende IKT-udvalg til at repræsentere interesserne for Unionens organer, kontorer og agenturer, der har deres eget IKT-miljø, bortset fra dem, der er omhandlet i litra a).

De EU-enheder, der er repræsenteret i IICB, tilstræber at opnå en ligelig kønsfordeling blandt de udpegede repræsentanter.

4.   Medlemmerne af IICB kan bistås af en suppleant. Formanden kan invitere andre repræsentanter for de i stk. 3 omhandlede EU-enheder eller for andre EU-enheder til at deltage i IICB's møder uden stemmeret.

5.   Chefen for CERT-EU samt formændene for samarbejdsgruppen, CSIRT-netværket og EU-CyCLONe, der er oprettet i henhold til henholdsvis artikel 14, 15 og 16 i direktiv (EU) 2022/2555, eller deres suppleanter kan deltage i IICB's møder som observatører. I undtagelsestilfælde kan IICB i overensstemmelse med dets forretningsorden træffe en anden afgørelse.

6.   IICB vedtager sin egen forretningsorden.

7.   IICB udpeger en formand blandt medlemmerne i overensstemmelse med sin forretningsorden og for en periode på tre år. Formandens suppleant bliver fuldgyldigt medlem af IICB for samme periode.

8.   IICB mødes mindst tre gange årligt på formandens initiativ, efter anmodning fra CERT-EU, eller efter anmodning fra et af medlemmerne.

9.   Hvert medlem af IICB har én stemme. IICB's afgørelser træffes med simpelt flertal, såfremt intet andet er fastsat i denne forordning. Formanden for IICB har ikke stemmeret, undtagen i tilfælde af stemmelighed, hvor formanden kan afgive den afgørende stemme.

10.   IICB kan handle ved hjælp af en forenklet skriftlig procedure, som indledes i overensstemmelse med dets forretningsorden. I henhold til denne procedure anses den relevante afgørelse for at være godkendt inden for den tidsfrist, som formanden har fastsat, medmindre et medlem gør indsigelse.

11.   IICB's sekretariat stilles til rådighed af Kommissionen og refererer til IICB's formand.

12.   De repræsentanter, der er udpeget af EUAN, formidler IICB's afgørelser til EUAN's medlemmer. Ethvert medlem af EUAN har ret til over for disse repræsentanter eller IICB's formand at rejse ethvert spørgsmål, som medlemmet mener, IICB bør gøres opmærksom på.

13.   IICB kan nedsætte et forretningsudvalg til at bistå IICB i dets arbejde og delegere nogle af sine opgaver og beføjelser til samme. IICB fastsætter forretningsudvalgets forretningsorden, herunder dets opgaver og beføjelser, og dets medlemmers mandatperiode.

14.   Senest den 8. januar 2025 og derefter hvert år forelægger IICB en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet, som indeholder en detaljeret beskrivelse af de fremskridt, der er gjort med gennemførelsen af denne forordning, og som navnlig præciserer omfanget af CERT-EU's samarbejde med medlemsstatsmodparter i hver af medlemsstaterne. Rapporten udgør et input til den rapport, der kommer hvert andet år, om cybersikkerhedssituationen i Unionen, som vedtages i henhold til artikel 18 i direktiv (EU) 2022/2555.

Artikel 11

IICB's opgaver

Når det udfører sine forpligtelser, skal IICB navnlig:

a)

yde vejledning til CERT-EU's chef

b)

effektivt overvåge og føre tilsyn med gennemførelsen af denne forordning og støtte EU-enhederne i at styrke deres cybersikkerhed, herunder, hvor det er relevant, anmode om ad hoc-rapporter fra EU-enhederne og CERT-EU

c)

efter en strategisk drøftelse vedtage en flerårig strategi for forøgelse af cybersikkerhedsniveauet i EU-enhederne, vurdere denne strategi regelmæssigt og under alle omstændigheder hvert femte år og, hvor det er nødvendigt, ændre strategien

d)

fastlægge metoden for og de organisatoriske aspekter af EU-enhedernes gennemførelse af frivillige peerevalueringer med henblik på at lære af fælles erfaringer, styrke den gensidige tillid, opnå et højt fælles cybersikkerhedsniveau og styrke EU-enhedernes cybersikkerhedskapacitet, idet det sikres, at sådanne peerevalueringer foretages af cybersikkerhedseksperter udpeget af en anden EU-enhed end den EU-enhed, der evalueres, og at metoden er baseret på artikel 19 i direktiv (EU) 2022/2555 og, hvor det er relevant, er tilpasset EU-enhederne

e)

godkende CERT-EU's årlige arbejdsprogram på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef og overvåge gennemførelsen heraf

f)

godkende CERT-EU's tjenestekatalog og eventuelle senere ajourføringer heraf på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

g)

på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef godkende den årlige finansielle planlægning af indtægter og udgifter, herunder personale, i forbindelse med CERT-EU's aktiviteter

h)

godkende ordningerne for serviceleveranceaftaler på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

i)

behandle og godkende den årsrapport, som udarbejdes af CERT-EU's chef, og som omfatter CERT-EU's aktiviteter og forvaltning af midler

j)

godkende og overvåge nøgleresultatindikatorer (KPI'er) for CERT-EU, der fastsættes på grundlag af et forslag fra CERT-EU's chef

k)

godkende samarbejdsaftaler, serviceleveranceaftaler eller kontrakter mellem CERT-EU og andre enheder, der indgås i medfør af artikel 18

l)

vedtage retningslinjer og henstillinger på grundlag af et forslag fra CERT-EU i overensstemmelse med artikel 14 og pålægge CERT-EU at udstede, tilbagekalde eller ændre et forslag til retningslinjer eller henstillinger eller en opfordring til tiltag

m)

nedsætte tekniske rådgivende grupper med specifikke opgaver til at bistå IICB i dets arbejde, godkende deres mandat og udpege deres respektive formænd

n)

modtage og vurdere dokumenter og rapporter, der forelægges af EU-enhederne i henhold til denne forordning, såsom modenhedsvurderinger af cybersikkerheden

o)

fremme nedsættelsen af en uformel gruppe bestående af EU-enhedernes lokale cybersikkerhedsansvarlige med støtte fra ENISA med henblik på udveksling af bedste praksis og oplysninger i forbindelse med gennemførelsen af denne forordning

p)

under hensyntagen til oplysningerne om de udpegede cybersikkerhedsrisici og de indhøstede erfaringer, der kommer fra CERT-EU, overvåge, om sammenkoblingsordningerne mellem EU-enhedernes IKT-miljøer er tilstrækkelige, og rådgive om mulige forbedringer

q)

fastlægge en plan for cyberkrisestyring for på operationelt plan at støtte den koordinerede håndtering af større hændelser, der påvirker EU-enheder, og bidrage til regelmæssig udveksling af relevante oplysninger, navnlig med hensyn til virkningerne og alvoren af større hændelser og de mulige metoder til at afbøde virkningerne heraf

r)

koordinere vedtagelsen af de enkelte EU-enheders cyberkrisestyringsplaner, jf. artikel 9, stk. 2

s)

vedtage henstillinger vedrørende forsyningskædesikkerhed som omhandlet i artikel 8, stk. 2, første afsnit, litra m), under hensyntagen til resultaterne af sikkerhedsrisikovurderinger koordineret på EU-niveau af kritiske forsyningskæder, jf. artikel 22 i direktiv (EU) 2022/2555, for at støtte EU-enhederne i at vedtage effektive og forholdsmæssige foranstaltninger til styring af cybersikkerhedsrisici.

Artikel 15

Chefen for CERT-EU

1.   Kommissionen udnævner chefen for CERT-EU efter at have indhentet godkendelse fra to tredjedele af IICB's medlemmer. IICB høres i alle udvælgelsesprocedurens faser, navnlig i forbindelse med udarbejdelse af stillingsopslag, behandling af ansøgninger og udpegelse af udvælgelseskomitéer i forbindelse med denne stilling. Udvælgelsesproceduren, herunder den endelige liste over kandidater, blandt hvilke CERT-EU's chef skal udnævnes, skal sikre en retfærdig repræsentation af hvert køn under hensyntagen til de indgivne ansøgninger.

2.   Chefen for CERT-EU er ansvarlig for, at CERT-EU fungerer korrekt, og handler inden for rammerne af sin rolle og under ledelse af IICB. Chefen for CERT-EU aflægger regelmæssigt rapport til formanden for IICB og forelægger ad hoc-rapporter for IICB på anmodning herfra.

3.   Chefen for CERT-EU bistår den ved delegation bemyndigede ansvarlige anvisningsberettigede med udarbejdelsen af årsberetningen med oplysninger om de finansielle og forvaltningsmæssige forhold, herunder kontrolresultater, der udarbejdes i overensstemmelse med artikel 74, stk. 9, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU, Euratom) 2018/1046 (9), og aflægger regelmæssigt rapport til den ved delegation bemyndigede anvisningsberettigede om gennemførelsen af foranstaltninger, i forbindelse med hvilke der er videredelegeret beføjelser til chefen for CERT-EU.

4.   Chefen for CERT-EU udarbejder årligt en finansiel planlægning af de administrative indtægter og udgifter i forbindelse med CERT-EU's aktiviteter, et forslag til det årlige arbejdsprogram, et forslag til CERT-EU's tjenestekatalog, foreslåede ændringer af tjenestekataloget, et forslag til ordninger for serviceleveranceaftaler og foreslåede KPI'er for CERT-EU, som IICB skal godkende i overensstemmelse med artikel 11. Ved revision af listen over tjenester i CERT-EU's tjenestekatalog tager CERT-EU's chef hensyn til de ressourcer, som CERT-EU har fået tildelt.

5.   Chefen for CERT-EU forelægger mindst en gang om året IICB og formanden for IICB rapporter om CERT-EU's aktiviteter og resultater i referenceperioden, herunder om gennemførelsen af budgettet, serviceleveranceaftaler og indgåede skriftlige aftaler, samarbejde med modparter og partnere og tjenesterejser, som personalet har foretaget, herunder de rapporter, der er omhandlet i artikel 11. Disse rapporter skal indeholde et arbejdsprogram for den efterfølgende periode, finansiel planlægning af indtægter og udgifter, herunder personale, planlagte ajourføringer af CERT-EU's tjenestekatalog og en vurdering af den forventede virkning, som sådanne ajourføringer kan have med hensyn til finansielle og menneskelige ressourcer.

Artikel 16

Finansielle og personalemæssige spørgsmål

1.   CERT-EU integreres i den administrative struktur i et generaldirektorat i Kommissionen for at drage fordel af Kommissionens strukturer for administrativ, finansiel og regnskabsmæssig støtte, samtidig med at CERT-EU bevarer sin status som en uafhængig interinstitutionel tjenesteyder for alle EU-enheder. Kommissionen underretter IICB om CERT-EU's administrative placering og alle ændringer heraf. Kommissionen gennemgår de administrative ordninger vedrørende CERT-EU regelmæssigt og under alle omstændigheder inden fastlæggelsen af en flerårig finansiel ramme i henhold til artikel 312 i TEUF for at gøre det muligt at træffe passende tiltag. Gennemgangen skal omfatte muligheden for at oprette CERT-EU som et EU-kontor.

2.   Med hensyn til anvendelsen af de administrative og finansielle procedurer handler CERT-EU's chef med referat til Kommissionen og under IICB's tilsyn.

3.   CERT-EU's opgaver og aktiviteter, herunder tjenester, som CERT-EU yder i henhold til artikel 13, stk. 3, 4, 5 og 7, og artikel 14, stk. 1, til EU-enheder, og som finansieres under det udgiftsområde i den flerårige finansielle ramme, der vedrører europæisk offentlig forvaltning, finansieres over en særlig budgetpost på Kommissionens budget. De stillinger, der er øremærket til CERT-EU, beskrives nærmere i en fodnote til Kommissionens stillingsfortegnelse.

4.   Andre EU-enheder end dem, der er omhandlet i denne artikels stk. 3, yder et årligt finansielt bidrag til CERT-EU til dækning af de tjenester, som CERT-EU yder i henhold til nævnte stykke. Bidragene baseres på retningslinjer, der er udstedt af IICB og aftalt mellem hver enkelt EU-enhed og CERT-EU i serviceleveranceaftaler. Bidragene afspejler en fair og forholdsmæssig andel af de samlede omkostninger ved de tjenester, der er ydet. De opføres på den særlige budgetpost, der er omhandlet i denne artikels stk. 3, som formålsbestemte indtægter, jf. artikel 21, stk. 3, litra c), i forordning (EU, Euratom) 2018/1046.

5.   Omkostningerne ved de tjenester, der er fastsat i artikel 13, stk. 6, opkræves fra de EU-enheder, der har gjort brug af CERT-EU's tjenester. Indtægterne opføres på de budgetposter, der vedrører omkostningerne.

Artikel 23

Håndtering af større hændelser

1.   For på operationelt plan at støtte den koordinerede håndtering af større hændelser, der påvirker EU-enheder, og bidrage til regelmæssig udveksling af relevante oplysninger mellem EU-enheder og med medlemsstaterne udarbejder IICB i henhold til artikel 11, litra q), en cyberkrisestyringsplan baseret på de aktiviteter, der er omhandlet i artikel 22, stk. 2, i tæt samarbejde med CERT-EU og ENISA. Cyberkrisestyringsplanen skal mindst indeholde følgende elementer:

a)

ordninger for koordinering og informationsstrømme mellem EU-enhederne med henblik på håndtering af større hændelser på operationelt plan

b)

fælles operative standardprocedurer (SOP)

c)

en fælles taksonomi for alvorsgraden af større hændelser og kriseudløsende faktorer

d)

regelmæssige øvelser

e)

sikre kommunikationskanaler, der skal anvendes.

2.   Kommissionens repræsentant i IICB er med forbehold af den cyberkrisestyringsplan, der er udarbejdet i henhold til denne artikels stk. 1, og uden at det berører artikel 16, stk. 2, første afsnit, i direktiv (EU) 2022/2555, kontaktpunktet for udveksling af relevante oplysninger i relation til større hændelser med EU-CyCLONe.

3.   CERT-EU koordinerer håndteringen af større hændelser mellem EU-enhederne. CERT-EU fører en fortegnelse over disponibel teknisk ekspertise, der vil være brug for i forbindelse med reaktionen på større hændelser, og bistår IICB med at koordinere EU-enhedernes cyberkrisehåndteringsplaner for større hændelser, jf. artikel 9, stk. 2.

4.   EU-enhederne bidrager til denne fortegnelse over teknisk ekspertise i form af en årlig ajourført liste over eksperter, der er til rådighed i deres respektive enheder, inkl. detaljerede beskrivelser af deres specifikke tekniske færdigheder.

KAPITEL VI

AFSLUTTENDE BESTEMMELSER

Artikel 24

Indledende budgetomfordeling

For at sikre, at CERT-EU fungerer korrekt og stabilt, kan Kommissionen foreslå en omfordeling af personale og finansielle ressourcer til Kommissionens budget til brug for CERT-EU's operationer. Omfordelingen træder i kraft samtidig med det første årlige EU-budget, der vedtages efter denne forordnings ikrafttræden.


whereas









keyboard_arrow_down